Tændstikkongen Kreuger


Ivar Kreuger. 1935

Tændstikkongen Ivar Kreuger blev Sveriges rigeste person, men fik en krank skæbne.

Når man rejser i Sverige og læser om landet, vil man uvægerligt også støde på navnet Ivar Kreuger, eller Tændstikkongen som han blev kaldt.

Tændstikkongen skød sig

"Det skud der den 12. marts 1932 knaldede i Avenue Victor Emanuel i Paris, gav genlyd verden over. Den svenske tændstikkonge Ivar Kreuger havde skudt dig. I mere end 30 lande drev Kreuger 160 fabrikker, hans virksomhed talte 60.000 funktionærer, af jordens årlige forbrug af 2.000 milliarder tændstikker fabrikerede hans fabrikker de 80 procent. Tolv stater har han lånt 1200 millioner svenske kroner. Fra almindelig ingeniør svang han sig op til at blive verdensbankier."

Således indledes bogen '20 Aars Samliv med Ivar Kreuger', skrevet af Ingeborg Eberth i 1932.

Sveriges rigeste

Ivar Kreuger blev født 2. marts 1880 i Kalmar, Sverige. Han var søn af Ernst August Kreuger (1852-1946) og Jenny Emelie Forssman (1856-1949). Hans far grundlagde Mönsterås och Kalmar Tändstickfabrik og var vicekonsul for Rusland.

I starten af 1900-tallet grundlagde Ivar Kreuger byggeforetagendet Kreuger & Toll Byggnads AB, der bl.a. handlede med armeret beton. Herudover skabte han et omfattende finansimperium og tændstikvirksomhed, som i slutningen af 1920'erne kontrollerede størsteparten af hele verdens tændstikproduktion. Han var også medejer af Svensk Filmindustri. Han finansierede lån til udenlandske stater i Europa. Efter børskrakket i New York i 1929 begyndte koncernen af få store problemer og endte, efter Ivar Kreugers død, med at gå konkurs. Sammenbruddet var et af historiens mest omfattende, der fik langsigtede konsekvenser både politisk, personligt og økonomisk i såvel Sverige, USA som mange andre lande i verden. Det blev kendt som 'Kreugerkrakket'.

Ivar Kreuger blev Sveriges daværende rigeste mand.

Han døde som nævnt 12. marts 1932 i Paris, 52 år gammel, og blev i maj samme år begravet på Norra Begravningsplatsen i Stockholm.

Den livslange veninde Ingeborg


Ingeborg Eberth
og Ivar Kreuger

Ingeborg Eberth, som har skrevet bogen om Kreuger og deres samliv, var gennem 20 år fortrolig og trofast veninde til Ivar Kreuger, uden at de nogensinde blev gift. Hun var hans støtte, på trods af de utallige affærer han havde med andre kvinder.

Ivar Kreuger blev dog aldrig gift. Det blev Ingeborg Eberth. Hun var født Jenny Ingeborg Hässler den 10. november 1889 i Stockholm. Hun uddannede sig til sjukgymnast (fysioterapeut) og blev i 1917 gift med den danske cand.polyt. og direktør Thorkild Eberth (1887-1976), med hvem hun i 1919 fik datteren Grethe Ingeborg Marianne Eberth. Ægteskabet holdt kun i tre år, da hun forlod sin mand i starten af 1920, hvorefter hun flyttede tilbage til Sverige med datteren. Skilsmissen kom dog til at vare fire år. Efterfølgende blev datteren bortført først af faderen til Danmark, herefter af moderen tilbage til Sverige.

Ingeborg fortsatte herefter sit venskab med tændstikkongen til kort før han døde i Paris. Hun havde da sidst mødt ham i november 1931, og var i Sverige da det skete.

Engang havde Kreuger hos en spåkone i Stockholm fået fortalt, at han ville ende sin karriere meget brat, og at han ville gå så langt, at der ikke var mulighed for at vende tilbage. Dette gentog sig nogle få år før han fyldte 50. Han besøgte da en berømt indisk spåmand i Paris, der fortalte, at han ville blive kendt over hele verden, at han ville nå højden af sin magt som 50-årige, og at der derefter ville ske sørgelige ting.


Ivar Kreugers testamente
Klik for stort billede

Det ugyldige testamente

To år før Ivar Kreuger skød sig, havde han testamenteret 500.000 svenske kroner - svarende til omkring 14 millioner svenske nutidskroner -  til Ingeborg og ydermere bestemt, at hendes mor skulle have en livrente på 7000 svenske kroner (ca. 190.000 svenske nutidskroner) om året.

Da den 52-årige Kreuger døde, blev hans dødsbo sat under konkurs, så hverken Ingeborg eller hendes mor fik noget ud af de testamenterede penge.

Ingeborg Eberth døde i Stockholm den 14. august 1977. Hun blev knap 88 år. Datteren Grethe, der blev skuespiller i Stockholm, døde i 2002.

Ivar Kreugers slægt kan ses på min hjemmeside:
  Slægtsdatabase Europæiske Konger & Fyrste.