I debatten om dødskriterium og transplantation, skrives der meget om den fysiske/ biologiske død. Lægerne gør meget for at fastslå, hvornår vi klinisk betragtes som døde ved hjerne- eller hjerteaktiviteternes ophør. Men vi mennesker er jo ikke krop alene. Vi er også psyke, følelse, bevidsthed - sjæl.
Hvad der sker med bevidstheden eller sjælen ved dødens tærskel, er bl.a. beskrevet i de mange undersøgelser af nærdødsoplevelser. For eksempel bevægelser gennem tunneler, klart og kærligt lys, livet der passerer revy, og møde med afdøde slægtninge.
Et specielt fænomen i forbindelse med nærdødsoplevelser, er ud-af-krop-oplevelserne. Her oplever den døende, at han eller hun svæver ud af den fysiske krop, ofte fire-seks meter over denne, men også længere væk. Herfra ser man sig egen livløse krop, og måske også, hvordan lægerne forsøger genoplivning.
Psykoanalytikeren Carl Gustav Jung havde en sådan oplevelse, da han var ved at dø af et hjertetilfælde i 1944. I hans version befandt han sig højt oppe i verdensrummet, hvorfra han kunne se jordkloden med Ceylon under sig. I forbindelse med disse ud-af-krop-oplevelser har nogle beskrevet, at deres sjælelige legeme var forbundet med den fysiske krop ved en slags navlestreng, en sølvsnor. Denne sølvsnor (som i øvrigt også er omtalt i Det gamle Testamente), har muligvis forbindelse til hjerteområdet. Så længe den er intakt, kan man vende tilbage til den fysiske krop. Når den brister, er dette udelukket, og man dør fysisk.
Ud-af-krop-oplevelsen er dog ikke kun noget, der kan forekomme, når man er ved dødens grænseegne. De kan også opstå helt spontant ved raske mennesker. For eksempel under ekstrem stress, forud for migræne-anfald, og endog tilfældigt. De kan opleves under drømme, de såkaldte klare eller lucide drømme. Og de kan fremkaldes bevidst ved meditation, noget buddhistmunke og shamaner siges at have benyttet sig af.
Ud-af-krop- og nærdødsoplevelser findes beskrevet flere steder i litteraturen. Cand. psyk. Else Kammer Laursen peger i sin bog ”Ud-af-krop-oplevelsen og døden” bl.a. på ”Lykkens Kalosker” og ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” af H.C. Andersen. Ernest Hemingway har også beskrevet en sådan oplevelse i bogen ”Farvel til Våbnene”, fortæller Johannes Fabricius i ”Dødsoplevelsens psykologi”.
Det er vigtigt for sjælen, at man dør på en ordentlig måde. Herom skriver dr.phil. Jes Bertelsen i ”Dybdepsykologi 2”: ”Først en uges tid eller mere efter, at man rent biologisk er død, begynder man (sjælen) at blive klar over, at man er død. Derfor skal man naturligvis være varsom med liget af nyligt afdøde; for ånderne eller sjælene bliver ganske desperate, når de opdager, at man tager deres kroppe, brænder dem osv.”
Noget tilsvarende er den svenske psykiater Nils-Olof Jacobson inde på i ”Livet efter døden?”, hvor han fortæller, at sjælen, hvis den ikke erkender at være død, kan forblive i en slags pinefuld mellemtilstand, hvorfra den ikke kan ”komme videre”.
”Mennesket ved ej, hvad der efter hans død skal ske; hvo siger ham det?” står der i Prædikerens bog. Alligevel er der ingen tvivl om muligheden for overlevelse efter døden, hos dem, der har haft nærdødsoplevelser. Det er for dem en oplevelsesmæssig kendsgerning at bevidstheden fortsætter efter døden. Og de frygter ikke mere døden.
Den czekisk-amerikanske psykiater Stanislav Grof, der bl.a. har beskæftiget sig med døende i Lsd-terapi, mener, at oplevelserne fra døende patienter er ualmindeligt overbevisende. Han mener, at de i høj grad kan bidrage til troen på en eller anden form for eksistens hinsides den fysiske død.
Nils-Olof Jacobson er på linie med denne opfattelse. Han mener, at det foreliggende materiale om parapsykologi og dødsoplevelser, om ikke beviser overlevelse, så dog er så omfattende, at det kan begrunde rationel grundet tro på overlevelse. For, som han skriver, videnskaben har ikke bevist liv efter døden, men den har endnu mindre bevist, at døden er afslutningen på alt.
Den schweiziske psykoanalytiker Marie Louise von Franz, der bl.a. har skrevet en bog om ”Drøm og død”, mener, at døendes drømme forbereder bevidstheden på vidtgående forvandlinger og på en fortsættelse af livsprocessen. Hun har fundet frem til, at døendes drømme har temaer og strukturer, der er i overensstemmelse med forskellige religioners lære om livet efter døden, skriver Ole Vedfelt i ”Drømmenes dimensioner”.
C.G. Jung havde nogle drømme om sin afdøde kone og far, som gav ham meningsfulde oplevelser af sjælens udvikling efter døden. Sådanne beskrivelser og oplevelser kan nok give stof til eftertanke i debatten om dødskriterier.
Det er forbavsende, så rungende tavshed der er om sådanne oplevelser fra autoritativ side herhjemme. Jeg tænker på de personer, som dagligt er tæt på døende, som læger, plejepersonale, præster og psykiatere.
Selv om de psykiske og sjælelige processer ikke kan måles og vejes med vore nuværende videnskabelige begreber, bør de alligevel tages alvorligt.
Vi anerkender dem jo trods alt i levende live.
I lyset af sådanne beretninger melder sig naturligt det spørgsmål, om disse efterdødstilstande kan have indflydelse på, om transplanterede organer afstødes eller ej.