Århushistorier

Århushistorier

Århushistorier er vittige fortællinger, der ofte kan være udformet som gåder. De fremstiller århusianerne som personer, der bærer sig bagvendt ad, fejlbedømmer situationer, misforstår instruktioner og dermed får dem til at virke mindre kløgtige end resten af befolkningen. Århushistorier opstod i begyndelsen af 1970'erne.
 

Historien bag historierne

Århushistorierne er en moderne dansk version af molbohistorierne. Og alligevel ikke. For mens molbohistorierne er længere fortællinger, er århushistorierne korte vitser ofte med et hvorfor-spørgsmål og et fordi-svar.

Mange århushistorier har i højere grad lighed med de østfrisiske vitser.

Århushistoriernes oprindelse er lidt usikker, men menes at være opstået i forbindelse med en sparerunde på Danmarks Radio, som blev gennemført omkring 1970, bl.a. for at skabe Provinsafdelingen i Århus, der åbnede i 1973. Nu skulle der pludselig laves udsendelser fra provinsen lavet af journalister fra Jylland, der ovenikøbet talte jysk.

En medarbejder ved Danmarks Radio havde i slutningen af 1971 været udstationeret i Tyskland, og dér hørt Ostfriesenwitze, vitigheder om østfriserne. Han fandt ud af, at disse vitser var udgivet i bogform. Han oversatte nogle stykker af dem, lavede Østfriesland om til Århus, og begyndte at fortælle disse historier for kollegaer i Radiohuset.

Dette gav grundlaget for århushistorierne, som herefter florerede resten af dette årti. De dukkede op i mange aviser og ugeblade, i radio- og fjersynsudsendelser. I en fjersynsudsendelse (som det hed før vi kaldte det tv-udsendelser) i 1973 fortalte skuespilleren Ulf Pilgaard et udvalg af århushistorier.

To forskere på Institut for Nordisk Folkemindevidenskab ved Københavns Universitet undersøgte i 1974, hvordan medierne behandlede århushistorierne. Det viste sig, at de fleste danske aviser bragte århushistorier eller artikler om dem. Alene i november 1973 fandt man frem til 104 avisartikler, som på den ene eller den anden måde berørte århushistorierne. Dagbladet Land og Folk samt Kristeligt Dagblad var vist de få der ikke bragte århushistorier.

Molbohistorier

Den ældste bevarede udgave af molbohistorier på dansk blev udgivet af lægen Christian Elovius Mangor (1739-1801) på hans eget kongelige privilegerede trykkeri i Viborg i 1771 og 1780, med bogtitlen: "Beretning om de vidtbekiendte Molboers vise Gierninger og tapre Bedrifter Dem til Ære og andre til Fornøielse". Der har dog også været ældre udgaver, og senere er der kommet flere til.

Nogle molbohistorier menes dog at have sin rod i gamle tyske historier helt tilbage fra 1600-tallet i f.eks. de såkaldte 'Schildbürgergeschichte'.

En af molbohistorierne hedder 'Hullet' - som vel ligesågodt kunne have været en århushistorie - og lyder:
» Engang gravede molboerne en brønd. Da de derved fik en stor bunke jord tilovers, rådslog de om, hvad de skulle gøre ved den store mængde fyld, som jo ikke kunne ligge dér og flyde. Da foreslog en af dem, at de skulle grave et hul og komme jorden deri. Dette vandt straks alles bifald. Men lidt efter spurgte en anden betænkeligt: "Ja, men hvor skulle vi så gøre af den bunke vi får, når hullet er gravet?" Herpå svarede det kløgtigste hoved blandt dem: "Jo, det kan nemt klares, vi graver bare hullet så stort, at det kan rumme begge bunkerne."

Af de klassiske molbohistorier kan også nævnes:
- om ålen, der åd spegesildene og til straf blev druknet
- om kirkeklokken, som molboerne gemte i vandet, hvorefter de skar et mærke i bådens ræling for at kunne finde den igen
- om hyrden, der skulle jage storken ud af kornmarken og blev båret derind af en flok mænd, for at han ikke skulle træde kornet ned.

Østfrisiske vitser

Ostfriesen Witze

Århushistorierne har også lighed med østfrisiske vitser (Ostfriesen Witze), der fortæller om fx østfriserne i Tyskland. De opstod i slutningen af 1960'erne. Nogle af disse østfrisiske vitser er tilsyneladende senere blevet omskrevet til at være århushistorier. Der er skrevet flere bøger med Ostfriesen Witze.

Eksempler på oversatte østfrisiske vitser:

» Hvorfor har østfriserne firkantede æg? Det er fordi de ikke skal trille ned ad diget.
» Hvorfor tager østfrisere en sten og en æske tændstikker med i seng? De slukker lyset ved hjælp af stenen og tænder en tændstik for at se, om de rent faktisk har ramt lyset!
» Hvor mange østfrisere skal der til for at malke en ko? Fireogtyve. Fire til at holde patterne og tyve til at løfte koen op og ned!
» Hvorfor klatrer østfriserne ud af vinduet i deres huse fra den 1. december? Fordi julen står for døren.
» Hvorfor kan du altid finde en tom flaske i østfriserens køleskab? Hvis han skulle få besøg, og gæsten ikke ønsker at drikke noget.

66 århushistorier - eller deromkring

Nu til et udvalg af århushistorier ...

Molbo og århusianer
Hvad er forskellen på molbohistorier og århushistorier?
- Århushistorierne er sande.

Smil til fotografen
Hvorfor tager århusianerne pænt tøj på, når det tordner og lyner?
- Fordi de tror, de bliver fotograferet.

Kaffe uden fløde
En mand kommer ind på en cafe i Århus og beder om en kop kaffe uden fløde. Lidt senere kommer tjeneren tilbage og spørger:
- Gør det noget, at det bliver en kop kaffe uden mælk? Vi er desværre udgået for fløde!

Mælk på toilettet
Hvorfor stiller århusianerne mælken ud på toilettet?
- De er bange for, at den ikke kan holde sig.

Mælk åbnes
Hvorfor åbner århusianere mælken i supermarkedet?
- Fordi der står 'Åbnes her'.

Apoteket
Hvorfor lister århusianerne forbi apoteket?
- For ikke at vække sovepillerne!

Leverpostej
Hvorfor kaster århusianerne leverpostej-madder op i luften?
- Så tror de, at de kommer ned med sky på.

Cykelstativ
Ved du hvorfor århusianerne begraver de døde med numsen op af jorden?
- De bruger dem til cykelstativ.

Højskole
Ved du hvorfor århusianere har en stige med i skole?
- Fordi de har hørt det er en højskole.

Høj pris
Hvorfor tager århusianere en stige med på indkøb ?
- Så kan de nå de høje priser.

Paraply
Hvorfor har århusianerne hul i deres paraplyer?
- Det er for at kunne se, hvornår regnen holder op.

Falske penge
De to århusianere var blevet anholdt for seddelforfalskning. Da de bliver ført ud af retssalen siger den ene til den anden:
- "Det var også din idé med de 30-krone sedler".

Grønne sokker
Hvorfor har århusianeren altid grønne sokker på?
- Så kan man ikke se når de har jokket i spinaten.

Sove stående
Ved du hvorfor århusianere står op, når de skal sove?
- Fordi de har hørt, at man skal falde i søvn.

Netsurfing
Hvorfor hælder århusianere vand på deres computer?
– De vil surfe på nettet.

Mange telefoner
En århusianeren sad og kiggede i telefonbogen, og sagde så:
- 'Jensen, Jensen, Jensen, Jensen' … Det var dog fantastisk, så mange telefoner den mand har!

Poststrejke
Hvorfor streker postbudene i Århus?
- De er blevet trætte af af læse brevene op for folk.

Valgkryds
Hvorfor sætter århusianerne tre krydser, når der er valg?
- Det er fordi de tror, at man også skal skrive navn og adresse.

Kryds ved A
Hvorfor står socialdemokratiet stærkt ved valg i Århus?
- Det er fordi århusianerne kun er nået til A i alfabetet.

Bare tæer til jul
Hvorfor har århusianere bare tæer juleaften?
- Det er fordi de har hørt der skal gås på bordet.

Syltede asier
Hvorfor spiser århusianerne ikke syltede asier?
- Det er fordi, de ikke kan få hovedet ned i krukken.

Rød Tuborg
Hvorfor serverer man kun Rød Tuborg i Århus?
- Århusianerne tror ikke, at de grønne er helt modne endnu.

Ølflaskens åbning
Hvorfor står der TOP på kapslerne af de lokale øl i Århus?
- Det er for at århusianerne kan se, hvilken ende af flasken, der skal åbnes

Sextid
Hvorfor går århusianerne i seng klokken fem?
- Så er der en time til sex.

Nul sex
Hvorfor kan man ikke få fisse i Århus?
- Det ligger i 06-området
(Det var dengang telefonernes områdenummer i Århus startede med 06).

Børnefødsel
Hvorfor har pigerne i Århus så svært ved at få børn?
- Det er fordi, de skal have alting ind med skeer.

Vilde blomster
Hvorfor går århusianerne på midten af vejen?
- De er bange for de vilde blomster i grøften.

Træsko udendørs
Hvorfor går århusianerne altid med træsko udendørs?
- For ikke at bide sig selv i tæerne, når de græsser.

Store lommer
Hvorfor har århusianerne så stor lommer?
- Det er fordi, de får udbetalt deres løn i bananer.

Smilets by
Hvorfor kaldes Århus "Smilets by"?
- Det er fordi de spiser bananerne på tværs.

Bankkasser
Hvorfor står der altid nogle store kasser uden for bankerne i Århus?
- Det er til bananskallerne.

Sparepengene
Hvor gemmer århusianerne deres sparepenge?
- Under håndsæben.

Energikrise
Hvorfor går århusianerne med klap for øjet under energikrisen?
- Det er for at spare på lyset.

Mere energikrise
Hvorfor åbner århusianerne alle deres vinduer under energikrisen?
- De har hørt, at der skal være koldere i stuerne.

Lange fingre
Hvorfor går århusianerne altid med hænderne i lommen?
- Det er fordi de er så flove over, at deres fingre ikke er lige lange.

Vend papiret
Ved du, hvordan man holder en århusianer beskæftiget i timevis?
- Man giver ham et stykke papir og skriver 'vend' på begge sider.

Århus - Aalborg
Hvorfor tager århusianerne aldrig til Aalborg?
- Der er 110 kilomenter, og man må kun køre 80. 
(Denne var før motorvejen blev bygget)

Fly fra Kastrup
Hvordan melder de flyafgang i Kastrup Lufthavn?
- Fly til London afgår kl. 14.30. Fly til Stockholm afgår kl. 15.10. Fly til Århus afgår, når den lille viser står på fire og den store på tolv.

Århusgrise
En århusianeren kom gående med en gris i snor. En københavner kom forbi på gaden og råbte: "Hvor har du fået den fra?"
- Jeg har vundet ham i bankospil, råbte grisen. 

Lokumspapir
Hvorfor bruger århusianerne kun halvt så meget lokumspapir som alle andre?
- Det er fordi, de bruger det på begge sider.

WC bræt
Hvorfor har århusianere buler i nakken?
- Fordi, de altid får wc-brættet i nakken, når de drikker vand.
(Denne historie stammer fra Ostfriesenwitze og senere gjort til århusiansk)

Gravid efter kl. 21.
- "Jeg er gravid", snøftede en århusiansk jomfru på 17.
- "Hvem er far til barnet?", brølede hendes far.
- "Hvor skulle jeg vide det fra. Du sagde jo selv, jeg skulle slukket lyset kl. 21."

Tog til Vejle
En århusianer ringer til banegården, for at få at vide, hvor lang tid det tager at køre til Vejle.
- "Et øjeblik", sagde manden på stationen.
- "Tak", sagde århusianeren, og lagde røret på.

Pinsemorgen
Hvorfor sidder århusianerne oppe på toppen af flagstangen pinsemorgen?
- Det er fordi, de lige har malet den.

Cykelspænder
Ved du hvorfor århusianerne går rundt med cykelspænder?
- Toiletpapiret i Århus er steget i pris.

Blinklyset virker
En københavner og århusianer var ude at køre i københavnerens bil.
- "Kig lige ud og se, om mit blinklys virker."
- Århusianeren sagde: "Jow, naj - jow, naj - jow, naj - jow, naj...

Politimandens kasket
En mand blev taget på fersk gerning af politiet i Århus. Under anholdelsen tabte betjenten sin kasket, der blæste hen ad vejen.
- "Skal jeg hente din kasket til dig?" spurgte manden.
- "Næe", sagde betjenten, "- så stikker du bare af. Jeg henter selv min kasket, så bliver du stående her."

Læse og skrive
Hvorfor har århusianerne vinkler på skuldrene ligesom militæret?
- Den, der har én vinkel, kan læse. Den, der har to vinkler, kan skrive. Den, der har tre vinkler, kender én, der kan læse og skrive.

Intelligens
Hvem har en IK (intelligenskvotient) på 150?
- 150 århusianere.

Hjernen
Hvad har århusianerne inde i hovedet?
- En seddel, hvorpå der står 'hjerne'.
(Denne historie stammer fra Ostfriesenwitze og senere gjort til århusiansk)

Test
Hvad er dette:
- En labyrint for århusianere.

Test 2
Hvad er dette:
1+1=2
- En doktordisputats ved Århus Universitet

Århusianer-kontrol
Hvordan kontrollerer man, at det er en århusianer, når man møder én?
- Man holder et tændt stearinlys op foran hans ene øre og puster gennem det andet. Hvis lyset går ud, så er det en århusianer.

Jordens undergang
Hvor er det sikrest at opholde sig, når jorden går under?
- I Århus, for der er de 100 år bagud for alting.

Sikke mørkt
En århusianer kommer ind i et mørkt værelse, og siger:
- Sikke mørkt her er. Her må have været slukket længe.

Jesus
Ved du, hvorfor Jesus ikke blev født i Århus?
- Det var ikke til at finde tre vise mænd.

Mennesker på månen
Tror århusianerne, at der bor mennesker på månen?
- Ja, det er de overbeviste om, for der brænder jo lys deroppe.

Bus linie 4
Hvorfor er der altid så overfyldt i buslinie 4 i Århus?
- De tror, der kan være dobbelt så mange som på linie 2.

Rundtosset
Hvordan gør man en århusianer rundtosset?
- Man lukker ham inde i Rundetårn og siger til ham, at han skal pisse i hjørnet.

Bilbuler
Hvorfor gør århusianerne deres bil 5 cm kortere i hver ende?
- Det er fordi, det altid er der, bulerne plejer at komme.

Ren luft
Hvorfor er luften så ren om natten i Århus?
- De sover altid med lukkede vinduer.

Rifter om munden
Hvorfor har århusianerne skrammer og rifter i ansigtet mandag morgen?
- Det er fordi, de har øvet sig i at spise med kniv og gaffel om søndagen.

Blåt øje
Hvorfor har århusianerne altid et blåt øje?
- Det er fordi, de glemmer at tage skeen op af koppen, når de drikker kaffe.
(Denne historie stammer fra Ostfriesenwitze og senere gjort til århusiansk)

Sidste århushistorie
Har du hørt den sidste århushistorie?
- Nej, og desuden er jeg fra Århus.
- OK, så fortæller jeg den lidt langsomt.

Dårligere århushistorier
Hvorfor bliver århushistorierne dårligere og dårligere?
- Århusianerne er begyndt at lave dem selv.

Ikke sure
Hvorfor bliver århusianerne ikke sure over alle disse historier?
- De forstår dem ikke.

Og så lige to par københavner-historier

» Hvorfor tæller københavnerne altid omhyggeligt de penge, de får tilbage, når de handler i en forretning i Århus? - Det er fordi de tror, at også ekspedienten er københavner.

» Hvorfor er der flest alkoholikere i København? - Det er fordi, ingen kan tåle at drikke vandet.

» Hvorfor er der så mange farvede i København? - Det er der heller ikke, sådan ser man bare ud, når man har gået på gaden i et kvarter.

» Hvorfor får de århusianske medicinstuderende aldrig et tilfælde af hæmoroider at se? - Det er fordi, alle røvhullerne er i København.


Hvis du vil vide mere

- Se litteraturliste og kilder under Citater og Sprog.

 

myspace live counter