I begyndelsen af 1900-tallet udkom flere bøger med forslag til, hvordan man kunne skrive breve til såvel myndighederne som familie, venner og bekendte.
En af disse bøger blev udgivet af bogtrykker Fr. Weiss for mere end 100 år siden - ”Weiss' Brev- og Formularbog” (1905). Heri kunne lægmand få hjælp til at skrive breve om blandt andet skøder, fæstebreve, ansøgninger om ægteskab, dødsanmeldelser, testamenter.
Men der var også hjælp til at skrive indbydelser til brylllup, brev fra datter til hendes mor, fra far til en forvildet søn, julebrev til Amerika, fødselsdagsbreve og meget andet.
Samt hjælp til frierbreve, accept af frieriet - og måske senere en hævet forlovelse.
Indledningsvis var der hjælp til, hvordan man skrev:
Papiret må være rent og godt samt af passende størrelse. Hvis man ikke kan skrive lige, må man enten benytte linieret papir eller underlagt stregepapir. Blækket, der må være godt og helst sort, må omgås med varsomhed, så man ikke tilsmudser brevet. Hvis man taber en blækklat deri, bør det skrives om. Lange og oftere gentagne udstregninger bør undgås. Underskriften kan være ærbødigst, allerærbødigst, Deres ærbødige, din hengivne, forbindtligst, venskabeligst, med agtelse, med særdeles agtelse, med højagtelse osv.
Hvis den, der skulle skrive et officielt brev ikke selv kunne skrive, fik man
andre til det. Underskriften blev så lavet med ført pen - m.f.P. - idet han,
medens en anden skrev navnet for ham, holdt på pennen. Og så sluttede man brevet
sådan:
Niels Pedersen,
m.f.P.
ved skolelærer Weiss.
Men nu til hjælpen med frierbrevet, taksigelsen - og den hævede forlovelse.
Slaglille, den 19. januar 1906
Kæreste Frøken Sofie!
Bevidstheden om, at
De vist nok kender mine følelser for Dem, gør mig det lettere at
komme frem med det spørgsmaal der saa længe har ligget mig paa
Læberne, men som jeg først nu har faaet mod til at stille Dem,
nemlig om De ved min Side vil dele Godt og Ondt i hele Livet.
Jeg maa tilstaa, at jeg ingenlunde er paa det rene med, om De, kære
Frøken, nærer nogen varmere Følelse for mig; undertiden har jeg
troet det, men til andre Tider er mit Haab atter blevet nedslaaet.
Denne Tvivl maa hæves paa en eller anden Maade.
Jeg beder Dem derfor, kære Frøken, give mig et oprigtigt og ligefrem
Svar, men tillige, at De ikke giver et Svar, som De senere skal faa
Anledning til at fortryde.
Med Spænding og
Længsel imødeser jeg Afgørelsen og er
Deres trofast hengivne,
Chr. Jørgensen
Hvis frøkenen tager mod den unge mands frieri, foreslår Fr. Weiss i sin bog et svar som dette:
Vennersminde, den 24. januar 1906
Kære Hr. Chr. Jørgensen!
De har fuldstændig Ret i Deres Formodning om, at
jeg længe har anet Deres Følelser overfor mig; - men De har lige saa stor
Uret, naar De har ment, at jeg har været i Tvivl om mine Følelser for Dem og
vaklet imellem, om jeg skulde give Dem Haab eller berøve Dem det, og det gør
mig oprigtig ondt, hvis jeg nogen Sinde skulde have nedslaaet det eller
saaret Dem.
Nej, kære Christian, lige fra den første Gang, vi saas,
syntes jeg godt om Dem, og da det blev mig klart, at De gengældte mine
Følelser, voksede min Tilbøjelighed for Dem Dag for Dag, saa at jeg nu kun
kan takke Dem inderligt for Deres Brev og svare Dem, at jeg nærer en sand og
oprigtig Kærlighed til Dem og med Glæde modtager Deres Tilbud om at knytte
mit Liv til Deres. Hvad De maaske af og til har kunnet antage for Kulde i
mit Væsen, kom vist nok for en stor Del af min Bekymring og Frygt for, at
jeg skulde miste Dem. Dog, Gud være lovet, at alt dette nu er overstaaet, og
De har aabnet Deres Hjerte for mig og givet mig Lejlighed til at sige Dem, at
Tanken om at skulde leve hele mit Liv sammen med Dem gør mig uendelig
lykkelig og glad.
Kom derfor snart til Deres med Længsel ventende
Sofie.
Hvis de hede følelser alligevel ikke kunne bære i længden, og pigen indså dette, foreslår Fr. Weiss i bogen, at hun forfatter et brev som dette:
Sønderupgaard, den 9. januar 1907
Kære Oluf!
Da det i det sidste halve Aars Tid er forekommet mig, at den
mellem os indgaaede Forbindelse har været en stor Fejltagelse, at vore i saa
høj Grad forskellige Karakterer og Uoverensstemmelser i saa godt som alt maa
ganske umuliggøre den Enighed og Fordragelighed, der er en nødvendig
Betingelse for et lykkeligt Samliv, saa er jeg, i øvrigt ikke uden lang
Betænkning og nøje Overvejelse kommen til det Resultat, at det vil være
bedst for os begge at hæve denne Forbindelse og drage hver sin Vej i Livet.
Jeg siger dig udtrykkeligt, at jeg ikke nærer nogen som helst
bitter Følelse imod dig, men endog er dig taknemmelig for adskillige Timer,
vi, især i Begyndelsen af vor Forlovelse, har tilbragt sammen, og jeg haaber,
at dette Brev heller ikke skal give Anledning til, at vi skilles fra
hinanden i Vrede. Om vi end ikke kan leve sammen som Mand og Hustru kan vi
dog derfor gerne være Venner, og fra min Side skal der intet være til Hinder
for fremdeles at betragte dig som Ven.
Indlagt sender jeg dig din Ring og alle de Breve, jeg har
modtaget fra dig og beder dig gøre Gengæld med omgaaende Post. Jeg slutter
med Haabet om, at du i alt Fald efter nogen Tids Overvejelse, vil være enig
med mig i, at den Beslutning jeg saaledes har taget, efter Omstændighederne
er os begge tjenligt.
Din hengivne,
Olivia Poulsen.