Vejviserens L der blev væk
”Det kan du kigge i vejviseren efter” er et gammelt udtryk, som engang betød, at det var noget man næppe kunne være sikker på at finde.
Vejviserens L der blev væk
Alligevel kan vejvisere være en god ting at bruge, når man vil finde nogle slægtninge og måske følge deres færden i byerne. Hvor pålidelige disse så er, er noget andet.
Men hvor fik byernes vejvisere egentlig deres oplysninger fra i tidernes morgen? Engang blev de jo udgivet af lokale trykkerier, og alt andet lige indeholdt de oftest oplysninger som kunne søges under både firmaer, navne og adresser.
Mange steder blev vejviseren udgivet hvert år, så det kunne ikke (altid) være folketællingerne der lå til grund.
Jeg har spurgt mig frem i slægtsforskningskredse, og faktisk er der ikke nogen der har kunnet givet noget entydigt svar. Nogle mente for eksempel, at folk blev optaget mod betaling, hvilket stemmer dårligt overens med, at vejviserne havde navne på alle byens borgere, rig som fattig.
Jeg begyndte at fundere over dette spørgsmål, da jeg søgte en af mine bedsteforældre i vejviserne for Vejle. Valdemar Jensen hed han – hverken mere eller mindre.
I Vejle-vejviseren for 1903-04 stod han opført som Jensen V, Modelsnedker. Ligeså i årgang 1909. Men så i 1910-udgaven står han pludselig som Jensen, VL. For igen i 1911 udgaven at komme tilbage til Jensen, V. – altså uden ”L’et”. Alle steder under samme adresse på Kiddesvej, Vejle.
Grunden til, at det famøse ”L” interesserer er, at han senere døbte sine børn Lundskov Jensen. Og vi har efterfølgende fået opsporet, at salig Valdemar faktisk gennem nogle år kaldte sig Lundskov-Jensen. Vi er dog endnu ikke kommet på sporet af, hvorfor han kaldte sig Lundskov og hvor han havde fundet dette ”kaldenavn”.
Ikke desto mindre kunne det jo tyde på, at Vejle Vejviser i 1910 havde opsporet dette ”L” for Lundskov. Men fra nogle officielle kilder, for eksempel kommunens arkiver, havde de det i hvert fald ikke. For Valdemar havde ikke noget rettelig L-navn. Vejviseren fortrød da, som det ses, også sine syndere allerede årene efter.
Er der mon nogle af Slægt & Datas læsere der ved, hvorfra vejviserne (og bogtrykkerne) fik deres oplysninger i gamle dage, og om det var forskelligt fra by til by?
Læs mere om udtrykket ”Kigge i vejviseren efter noget”
PRESSE: Bragt som artikel i Slægt&Data nr. 3.2003
• Fra Viggo Jørgensen, Aalborg kom der efterfølgende denne forklaring på mystikken:
For mig er der ingen tvivl om, at vejviserne fik deres oplysninger fra kommunekontoret (folkeregisteret eller skattekontoret). Jeg kender fænomenet fra Grenaa. Hvert år omkring den 1. april, når den kommunale skatteligning var afsluttet, blev der arbejdet på højtryk hos den bogtrykker, som udgav vejviseren, i Grenaa kaldet skattebogen, fordi den indeholdt oplysning om, hvor meget den enkelte borger skulle betale i skat.
Bogen var på gaden umiddelbart efter 1. april, og den var en bestseller. Spændende var det jo at se hver meget naboen eller andre skulle af med i skat. Efter de dengang gældende regler var det helt offentligt. De kommunale skattelister var fremlagt til offentligt eftersyn på kommunekontoret.
Grundlaget for bogtrykkeren var listerne fra skattevæsenet (eller folkeregisteret). Disse lister var skrevet manuelt på skrivemaskine og med gennemslag. Ikke noget med computer og printer! Af layout- og pladsmæssige hensyn skrev man kun fornavne med initialer. Og det var delvis op til den pågældende kontorist, hvilke og hvor mange initialer, der kom med.
Det kan måske forklare det mystiske ”L”, der dukkede op og forsvandt igen. Grundlaget for listerne var ganske vist folkeregisterets oplysninger, men i datidens provinsbyer kendte alle hinanden, også deres kaldenavne - og såmænd også øgenavne. Så måske er det så enkelt, at pågældende kontorist har brugt sit lokalkendskab og skrevet ”L” ud for modelsnedkeren, din bedstefar.
Som et kuriosum kan jeg nævne, at navnekartoteket i Grenaas folkeregister også indeholdt kort med stikord til kaldenavne og i visse tilfælde øgenavne (sidstnævnte kunne være ganske morsomme).