Det sociale ansvar på arbejdspladserne breder sig. Til gavn for de syge, familierne, og de aldrende medarbejdere. Men hvad med de, som fungere godt - hvad gør vi for dem?
Jeg er bekymret for Eva, hun er på vej ind i farezonen. Ikke fordi hun fejler noget, tværtimod. Hun fungerer fint på alle måder. Derfor er der ingen der bekymrer sig for hende. Det er problemet.
Eva er 35 år. Hun er dansker og ugift, har ingen børn. Hun er sund og rask, og har sjældent sygedage.
Alkoholproblemer har hun heller ikke. Hun er glad for sit arbejde, hvor hun gør en stor indsats, sommetider langt ud over det man kan forvente. Hendes økonomi er så sund, at hun næsten ikke skylder penge væk. Hun har aldrig været udsat for vold eller sexchikane - i hvert fald ikke på arbejdet.
Personalepolitikkerne har efterhånden taget højde for mange ting, og hvor de er udtømte, tager lovgivningen over. Der er garantier for hjælp, støtte og omsorg hvis man bliver alvorligt syg. Udsættes man for vold og trusler, tages der også hånd om det. Hvis man kommer fra et fremmed land, skal der tages særlige hensyn. Og de aldrende kan hente hjælp i seniorpolitikken. Nu er småbørnsfamilierne også blevet en attraktiv gruppe, som der skal kæres om. For slet ikke at snakke om den lille gruppe af unge, som er fremtidens ressourcer. Udsættes man for sexchikane (på arbejdet) stilles psykologen til rådighed.
Og hvis man så ikke kan finde ud af at samarbejde, eller er lidt umulig til sit arbejde, sættes et større maskineri i gang. Der gøres en indsats for at finde et andet job til den der ikke fungerer så godt.
Her er så problemet Eva: hun kommer ikke ind under nogle af de mange velfærdsforanstaltninger. Hun fungerer jo godt.
Gruppen af randmedarbejdere der laves særlige regler for, er voksende. Ingen kan vel have noget mod de sociale tiltag, der laves for de syge, seniorerne eller de andre.
Problemet er blot, at vi nemt overser kernemedarbejderne, så de fortsat kan fungere som sådan. Det er nemlig fra denne gruppe vi skal hente ressourcer og energi til de, der har hjælp og støtte behov.
Tænk på de tilbud og goder som f.eks. de syge og seniorerne får: deltid, aflastning, orlov, kurser, samtaler eller hvad det nu er. Kunne vi ikke give tilsvarende tilbud til kernemedarbejderne mens tid er?
Ellers ender det med at Eva i frustration og afmagt ønsker at blive syg eller uduelig, for at kunne få den velfortjente støtte og omsorg. Og den slags ønsker kan blive selvforstærkende, så de går i opfyldelse.