Bestemmelse for begravelser

Hans Broges begravelse . 1908

Begravelser kunne, også i gamle dage, være en bekostelig affære. Derfor bestemte kong Christian 5. udførligt, at disse ikke måtte være ødsle.

Begravelser kunne, også i gamle dage, blive en bekostelig affære. Især når det drejede sig om standspersoner. Man ville vise den afdøde en sidste ære, ikke mindst ved en storstilet begravelsesceremoni som statussymbol til skue for de efterladte.

For at dette ikke skulle tage overhånd udstedte kong Christian 5.en forordning af 7. november 1682, der nøje angav rammerne for, hvad man kunne tillade af ekstravagancer ved begravelser, Kongen ville dermed "give enhver anledning til som gode husholdere snarere ved sparsomhed og gavmildhed mod fattige og nødlidende end ved skammelig ødselhed om syndig overdådighed at søge sig et berømmeligt eftermæle", da stor overdådighed "ville fortørne Gud".

Forordningen havde ikke mindre end 30 paragraffer, og overtrædelse kunne medføre bøder på helt op til 500 rigsdalere. De ifaldne bøder blev i København fordelt med 1/3 til staten, 1/3 til fattighuset og 1/3 til den, der måtte have angivet begravelsesforsyndelsen til myndighederne.

Når man læser forordningen kan man se, at den i udpræget grad henvender sig til det højere borgerskab, da almindelige borgere næppe ville overtræde bestemmelser om forsølvning, forgyldning eller kister overtrukket med fløjl.

Nogle af bestemmelserne lød sådan:

Ingen maa til at klæde deres lig bruge andet end cartum eller hjemmegjort lærred.
Gehejmeraader, grever, friherrer, riddere og ober-charger maa lade deres kister overtrække med fløjl og med messingplader og anden sirlighed efter deres vilkaar bepryde, dog ingen plade af sølv, eller noget lade forsølve eller forgyldt.
Andre i rangen samt adelen og adelige privilegerede, borgmestre og raad og gejstlige i København, som har murede begravelsessteder, maa lade deres kiste overtrække med baj [løst vævet uldstof], klæde eller læder og bruge beslag af jern, dog uden fortinning, forsølvning eller forgyldning, og oven paa kisten en plade af messing med fire maadelige [simple] hjørnebind, uden frynser eller deslige.
Vagtstuer over ligene skal være afskaffede, og maa ikke heller bud om nogens død udskikke til andre end forældre, børn og søskende. Der maa intet mad, drikke eller konfekt til nogen før eller efter begravelsen gives.
Til ligene i købstæderne at bære skal bruges visse af magistraten forordnede personer, som uden mad, drikke eller andre udgifter derfor udi alt skal nyde hver 1 rdlr. [rigsdaler].
Ligvogne maa overtrækkes med baj, og de fornemste i rangen maatte køre med seks heste, de mindre fornemme med fire, og almindelige mennesker med to.
Naar ligene udbæres, maa i det højeste 6 par qvindfolk være i stuen os den, som liget lader begrave, men ingen traktement med konfekt, mad eller drikke maa gives til andre end dem, som have hjemme i huset, hvilke alene gives daglig kost.
Ingen maa bruge fløjl, klæde eller baj i ligstuen, men naar de henbæres til kirken, maa de, som have titel af velbyrdige, bruge ligfløjl med et hvidt atlaskekors udi, hvorfor til kirken betales 4 rdlr. i leje, og maa alene, foruden forældre, børn og søskende følge 6 par mandfolk og ingen qvindfolk.

læs mere Hele forordningen i originaltekst

Begravelser i Århus

Baron Rodsteen fik
et flot epitafium i Århus Domkirke.
Her: Constantin Marselis,
Elisabeth Charisius, Peder Rodsteen

I Århus var man ikke altid flink til at overholde disse bestemmelser. Da apoteker ved Løveapoteket i Århus Jacob Gesius i 1706 havde begravet sin hustru Reinmuth Brase, havde han brugt 350 rigsdalere til begravelse, vågestue, måltid, budstikkelse, dvs. annoncering, i byen samt ligkistens beslag, blev han af byfogeden tiltalt for at have overtrådt forordningen. Apotekeren klagede herover til kongen, som dog nådigt frifandt ham.

Også baron Peder Rodsteen blev anklaget af byfogeden, da hans hustru Sophie Elisabeth Charisius, der var kammerfrøken hos prinsesse Frederikke Amalie, blev begravet i 1706 i Århus domkirke. Beslaget på ligkisten var forsølvet, himmelen over liget havde sølvkniplinger med hængende flor på pillerne, og der brændte tre vokslys ved ligkisten på kirkegulvet. Her fik byfogeden dog ikke ret, idet baron Rodsteen havde indhentet kongelig tilladelse til en særlig pragtfuld begravelse.

Andre borgere har indhentet kongelig bevilling, inden begravelserne foregik.

I 1741 fik Maren Müller, hvis afdøde mand Jens Andersen Muller havde været byfoged i Århus, tilladelse fra kongen til at lade mandens lig være ubegravet i 10 a 12 dage, samt at hun måtte give vennerne, som fulgte liget, et måltid mad.

I 1747 gav kongen endnu en tilladelse. Dette var til rådmanden i Århus Ulrich Christian Møller. Ved hans hustru Dorethea Kirstine Kiersgaards begravelse måtte han "ligkisten med sort bay [løst vævet uldstof] eller klæde overtrækkes og paa laaget med en plade ziires".

I 1775 fik Ole Christians Secher fra Århus en kongelig tilladelse angående hans afdøde hustru Anne Margrethe Wissing. Hendes lig måtte blive begravet om morgenen efter hans godtfindende, dog skulle det ske på en sømmelig måde og uden overdådighed. Ole Secher skulle derfor betale 10 rigsdalere til de fattige i sognet hvor liget blev begravet.

Helt op i det 19. århundrede fulgte man den praksis, at kvinder ikke måtte være med til begravelsen, selv ikke den afdødes mor. En slægtning til familien Rørdam blev i 1856 begravet i Århus Domkirke. Da ingen damer måtte være med, blev det ordnet på den måde, at damerne blev anbragt bag en gitterdør i Domkirken, hvor ingen kunne se dem, men hvorfra de kunne se kisten og høre biskoppens tale.

Bondesamfundets begravelser

Begravelse
Maleri Anna Ancher 1891

De storslåede begravelser, som blev holdt i de fine kredse, og som kongen prøvede at dæmme op for ved forordningen, var en kontrast til de traditioner man fulgte på landet.

I det danske bondesamfund var begravelsesskikken i 1700- og 1800-tallet anderledes beskeden. Dødsfaldet blev bekendtgjort ved klokkeringning. Herefter blev den døde lagt på strå eller lighalm oven på et bord, som regel lagde man tillige et eller flere stråkors på den døde. Efter to eller tre dage holdt man kistegilde eller kistelægning, dvs. den nærmeste, kvindelige familie ordnede liget og lagde det i kisten, som herefter stod åben i storstuen eller laden, hvor der oftest var draperet og pyntet. I de fleste egne var der tradition for, at den døde blev begravet i sit festtøj, hyppigst bryllupstøjet, dog altid uden sko. Slægtninge og bekendte vågede ved den afdøde i kisten natten forud for begravelsen.

Efter begravelsen holdt man fest i hjemmet, et såkaldt begravelsesgilde, med mad og drikkevarer (gravøl) i form af et større middagsmåltid. Begravelsesgildet kunne godt strække sig over et par dage.

Næste >

◄Emne forside