Virksomheder i Aaby og Åbyhøj

Åbyhøj har i årene op til 1940'erne haft en del virksomheder, hvoraf nogle var ganske betydende for beskæftigelsen i kommunen.


Siv og rør var tidligere vigtig for
husflidsarbejdet i Aaby

I starten af 1900-tallet kom der gang i virksomhederne i Aaby sogn og i Åbyhøj. Her er et udvalg af de virksomheder, som blev grundlagt i disse år.

Blandt de ældste virksomheder var et teglværk, der fandtes i den sydøstlige del af sognet i 1850'erne. Det blev nedlagt, da statsbanerne i begyndelse af 1860'erne inddrog grunden.

Ved kirkegården i Åbyhøj omkring Gammelgårdsvej var der en lervarefabrik og et pottemagerværksted frem til 1931, hvor bygningerne blev nedrevet.

På Tousvej 101 i Aaby var der en rørvævsfabrik, der fik sine rør fra Brabrand sø. Disse blev brugt til husflidsarbejde i de små hjem, hvor man lavede sivsko, sivmåtter og andet sivarbejde. Fabrikken startede omkring år 1900, og var stadig i drift midt i 1940'erne.

Endvidere havde Aaby mange gartnerier. År1900 var der omkring 20 gartnerier i sognet. I 1942 var dette reduceret til 12, og herefter tyndede det efterhånden ud i det.

Fabriksvirksomhederne


Danish Machine Company
set fra Silkeborgvej (omkr.1911)


Aabyhøj Jernstøberi (1948)

Danish Machine Company. Fabrikken blev en af de største virksomheder i Åbyhøj. Den blev startet i 1893 i et lille værksted i Wilstersgade 14 i Århus af I.C. Thygesen & Søn. I.C. Thygesen var i 1870'erne begyndt som landsbysmed på Sjælland. Fabrikken i Wilstersgade lavede hovedsageligt maskiner til træbearbejdning fabrikken lavede. I 1903 byggede han fabrikken på Silkeborgvej i Åbyhøj og virksomheden ekspanderede,  og produktionen kom nu også til at omfatte bl.a. drejebænke til metalbearbejdning. I 1916 blev virksomheden overdraget til Aktieselskabet Danish Machine Company, der havde hovedkontor i København. Med årene voksede virksomheden med eksport til mange lande i verden. og midt i 1940'erne beskæftigede man omkring 135 medarbejdere.

Aabyhøj Jernstøberi på Nordrevej blev bygget og taget i brug  i 1909, også af I.C. Thygesen. Det blev i 1916 overdraget til Danish Machine Company, der drev det frem til 1920. Herefter lå støberiet stille til 1930, hvorefter et blev overtaget af Johs. Petersen. Han videresolgte firmaet til H. Mortensen og Th. Thomsen i 1941.

Aarhus Jernstøberi startede også i Åbyhøj og lå på hjørnet af Silkeborgvej og Thorsvej. Det blev grundlagt i 1902 af støbemestrene Chr. Christiansen og Johan Schønning som et jern- og klokkestøberi. Dette støberi leverede i 1909 kirkeklokken til Landsudstillingen i Århus - der efter udstillingen blev solgt til Aaby kirke. Senere leverede de også kirkeklokken til Aarslev kirke i Brabrand. Støberiet blev i 1918 solgt til Danish Machine Company, og overgik efterfølgende først til Pedersen & Eriksen (der gav det navnet Aarhus Jernstøberi), og herefter i 1941 til H. Mortensen & Th. Thomsen, der drev det videre på Nordrevej sammen med ovennævnte Aabyhøj Jernstøberi.

Blikvarefabrikken Aabyhøj blev grundlag 1903 i Århus af maskinfabrikant H.P. Hansen, flyttede i 1918 til  Thorsvej 25. Han blev sognerådsmedlem i Aaby og medlem af Aarhus Amtsråd. Fabrikken lukkede i 1968.

Møbelfabrikken Sirius startede i Mejlgade 89, Århus i 1917 af snedkerne Reinholdt Petersen, N. Iversen og O. Nordby. I 1923 flyttede virksomheden til Trygvej 1 i Åbyhøj.


Rammefabrikken Jyden (ca.1969)

Rammefabrikken Jyden startede i 1921 af B.P. Ranghøj i Marstrandsgade i Århus.  I 1925 flyttede den til Kastanie Allé i Åbyhøj, og blev med årene udvidet til også at omfatte Hermodsvej 5. Udover billedrammer lavede fabrikken også byggesættet 'Den danske ingeniør' samt heste- og kostrigler.

Aabyhøj Møbler blev startet i 1927 Niels Christian Rasmussen i lokaler i Århus. I 1929 flyttede den til Yrsavej 34, Åbyhøj.

Aabyhøj Møbelfabrik startede i 1918 under navnet Aarhus Møbelfabrik af Th. Juul. I 1938 blev fabrikken i forbindelse med udvidelse flyttet til Erik Bøghs Vej i Åbyhøj.

Niels Simonsens Møbelfabrik. I 1939 overtog Niels Simonsen Aabyhøj maskinsnedkeri på Erik Bøghs Vej, der herefter blev omdannet til møbelfabrik.

Aabyhøj Cementstøberi blev grundlagt i 1932 af Anton Nielsen og havde til huse på Haslevej 16.


Børge Thykier
med noget personale
på Konvolutfabrikken (1932)

Konvolutfabrikken Royal. Blev i 1910 startet i Århus af konsul Børge Thykier. I 1916  flyttede fabrikken til Silkeborgvej 272 i Åbyhøj, hvor det tidligere afholdshotel havde været. I 1940'erne beskæftigede den 60 personer og producerede 300.000 konvolutter om dagen. Det var den eneste af slagsen udenfor København, og Danmarks næststørste. Børge Thykier var medlem af Aaby sogneråd, og var initiativtager til forsamlingsbygningen i Åbyhøj. Fabrikken  lukkede i 1970'erne.

A/S Gasaccumulator. Virksomheden blev oprettet i 1920 i Åbyhøj. Det var en verdensomspændende virksomhed, der også havde afdelinger i Aalborg, Odense og København. Den beskæftigede sig med fremstilling af acetylen og apparater til anvendelse af denne gasart. Den lå på grunden mellem Yrsavej, Agarvej og Hermodsvej.


Fabrikken Jyko (1963)

A/S Jyko var en fabrik for husholdningsartikler som krydderier, bagepulvere og spiseolier, som solgtes til grossister. Den blev etableret i starten af 1930'erne og lå på Hermodsvej 20, Åbyhøj. Bygningerne blev nedrevet i 1995, men virksomheden lukkede nogle år før.

Elbcolit-Fabrikken beskæftigede sig med fremstilling af isoleringsmåtter af glasuld. Den blev oprettet i 1939 og lå på Yrsavej 34, Åbyhøj.

Vituna. Virksomheden lavede fiskeskind og pelsberederi med mere som (i krigsårene) blev brugt til fodtøj, møbelbetræk, frakker, brilleetuier, pudderdåser, punge, snørebånd og meget mere. Den startede i 1942 på Jakob Knudsens Vej 12, Åbyhøj. Det var Th. Bendstrup der var administrerende direktør. Virksomheden holdt dog kun til kort efter krigen, hvor der ikke mere var brug for dens varer.

Brødrene Eskildsens Listefabrik blev grundlagt 1939 i en garage på Allégårdsvej af Poul og Svend Ove Eskildsen. Den flyttede senere til Kingosvej og i 1961 til Sylbækvej.

Frichs Fabrikker er særskilt omtalt under Det gamle Aarhus.

Mindre virksomheder

Af mindre fabriksvirksomheder i Åbyhøj kan nævnes:

Aabyhøj Kurvefabrik på Helgesvej 19.
Polstermøbelfabriken på Frodesvej 14.
Aabyhøj Kølefabrik på Haslevej.
Maskin- og Reservedelsfabrikken på Ludvig Holbergs Vej 22.
Trådvævsfabrikken på Fenrisvej.
Dansk Tvistrenseri på Silkeborgvej 236.
Aarhus Maskinfabrik på Frejasvej.


Aabyhøj Kommunale Værker (ca.1940)

Gas og elektricitet

Efter mange forhandlinger, fik de omkring 1500 Aabyborgere den 22. juli 1912 deres gas- og vandværk på Thorsvej ved Silkeborgvej, på det sted hvor tidligere bysmed N.V. Caspersen havde haft sin virksomhed. Samtidig fik byen 60 gadelygter til gas. Med årene blev det udvidet og fra 1935 leverede man også gas til Hasle. Året efter kom også elektricitetsværket i drift, så man nu havde samlet Aabyhøj Kommunale Værker på stedet.


se også Butikslivet i Åbyhøj