Kongeloven fra 1665 fastslog nøje arveretten til tronen. Siden er der kommet nye tronfølgelove, men nogle få bestemmelser fra 1665 gælder dog stadig.
Kongeloven fra 1665
Med illustration af Frederik 3.
Udsnit af tegning af Frederik 3.
Seglet på kongeloven
Indtil 1665 blev kongerne i Danmark valgt og kåret på landstingene. Den 8. oktober 1665 blev det på et stændermøde med borgerlige og gejstlige besluttet, at kongemagten fremover skulle gå i arv.
Dermed fik den oldenborgske linje arveretten til tronen, med Frederik den 3. (1648-1670) som første konge i arverækkefølgen.
Der blev nu udarbejdet en kongelov, hvori arveretten blev nøjere beskrevet. Det var kongens kammersekretær Peter Schumacher, der senere blev adlet Griffenfeldt, der havde udarbejdet kongeloven. Den blev underskrevet af Frederik den 3. den 14. november 1665. Loven var i første omgang hemmelig, og blev først offentliggjort på tryk i 1709 af Frederik den 3's barnebarn Frederik den 4.
I kongeloven - der på latin heder Lex Regia - fastsættes det blandt andet, at kongens person er hævet over loven, at det kun var efterkommere af Frederik den 3. der havde arveret, og kun i mandlig linje (agnatisk succession).
Kongeloven blev ophævet med den nye grundlov i 1849, bortset fra artiklerne 27-40 og 21-25. Artiklerne 27-40 blev ophævet med med tronfølgeloven 1853, der ændrede arveretten så prins Christian af Glücksborg (senere Christian den 9.) og hans slægt til arvinger til den danske trone.
Læs mere Tronfølgeloven 1853 i fuld ordlyd
Med tronfølgeloven i 1953 blev arveretten indskrænket til efterkommere af Christian den 10., dog således at sønner fortsat havde forret frem for døtre.
I 2009 blev tronfølgeloven ændret således at der er ligestilling til tronen mellem mand og kvinde. Bestemmelsen lyder: "Ved en konges eller en regerende dronnings død overgår tronen til den pågældendes søn eller datter, således at den ældre går forud for den yngre."
Læs mere Tronfølgeloven 1953 i fuld ordlyd
Nedenfor er kongeloven fra 1665 i sin fulde ordlyd – og i datidens sprogbrug. Af lovens 40 bestemmelser, er det i dag kun artiklerne 21-25 (XXI-XXV) der har gyldighed.
Bestemmelsen i artikel 39 benyttes også stadig:
"...at naar nogen af Vores
Stamme, Søn eller Datter, fødes, Forældrene da samme Prindses eller Prindsesses
Navn og Fødsels-Dag uden Forsømmelse lade Kongen anmælde og forkynde, saafremt
de agte nogen Arve-Ret til disse Riger og Lande i sin Tid ... Gienparten udi
Vores Archiv skal giemmes, og ellers ogsaa et rigtigt Slægt-Register over Vores
Kongelige Arvestamme altid holdes og der bevares."
Kongeloven blev skrevet på både latin og datidens formelle dansk. Kong Frederik underskrev den danske udgave, som derfor er den der havde gyldighed.
Nogle ord, hvis betydning ikke umiddelbart er indlysende i dag, har jeg i teksten 'oversat' med kursiv i [firkantet klamme].
Endvidere har jeg indsat nogle få overordnede overskrifter.
Lex Regia, Det er den souveraine
KONGE-LOV; sat og given af den Stormægtigste Højbaarne Fyrste og
Herre, Herr FRIDERICH den TREDIE, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de
Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsteen, Stormarn og Dithmarsken, Greve
udi Oldenborg og Delmenhorst; Og af Hans Majestæt underskreven den 14 Novemb.
1665. Som den Stormægtigste Højbaarne Fyrste og Herre, Herr FRIDERICH den FIERDE,
af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi
Slesvig, Holsteen, Stormarn og Dithmarsken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst,
Allernaadigst haver befalet ved offentlig Tryk at vorde publiceret den 4 Sept.
Aar 1709
Wii
Friderich dend Tredie, aff Guds
Naade Dannemarckis, Norgis, Wendis och Gottis Konning, Hertug udi Schleszuig,
Holsten, Stormarn och Dihtmarschen, Greffue udi Oldenborig och Dellmenhorst,
etc.,
Giøre alle Vitterligt, At Efftersom Wii icke alleene aff andres exempel, men
endoch aff eygen forfarenhed haffver fornummet og udj gierningen befundet, huor
underligen den store og Allmegtige Gud offver alle Konger og Herskaber saavelsom
deris underhaffvende Riger og Lande effter sin urandsagelige Viisdombs raad
hersker og alting derudj styrer og beskicker, fornemmeligen i det Hans
Guddommelige Allmagt den offver Os, Voris Kongelige Huus og disse Vore
Kongeriger og Lande udj forgangne Aaringer svæbende fare, ja fast øyensiunlig
forestaaende yderste forderff og undergang saaledis faderligen haffver affvendet
og till saadann een ende udført, at Wi icke alleene er bleffven reddet og satt
udj ynskelig fred og rolighed, mens end ogsaa Voris da værende Rigens Raad og
samptlige Stænder, Adel og Uadel, Geistlig og Verdslig dertill bevæget deris
forrige Kaar og Wallrettighed at affstaa og begiffve, den tillforne aff Os
underskreffne Haandfestning med alle sine Gienparter, puncter og clausuler død,
magtesløs og till intet at giøre, Os fra Voris Eed, Vi giorde, der Vi først
traade i Regieringen, udj alle maader og uden nogen exception qviit og frii at
erklære, og saaledis Os oc de aff Os, saasom Hoffvedet og første Eyere, ved rett
lowlig Egteskab needstigende Mand og Qvinde Linier, saa lenge nogen aff dennem i
Liffve ere, ArffveRettigheden till disse Vore Kongeriiger danmarck og Norge
sampt alle Iura Majestatis, absolute Magt, souverainetet og alle Kongelige
Herligheder og Regalier utvungen og uden nogen Voris tillskyndelse, anmoding
eller begiering aff eygen frii Villie og fuldberaad Huu allerunderdanigst at
andrage og offverantvorde, dislige at renuntiere den aff Os paa Voris Elskl.
kiere Søns Printz Christians Veygne anno 1650 den 18 Iunij udgiffne revers sampt
Voris provisional disposition dateret anno 1651 den 9 Iunij, saavelsom og alt
hvis udj Recessen, Ordinantzen og andre forordninger kunde findes,
Haandfestningen gemess [ifølge], at stride mod denne Voris ArffveRettighed,
souverainetet og absolute Regiering, stillende det ogsaa udj Voriseygen
Allernaadigste Villie, icke alleeniste paa huad maade Regieringen hereffter
skulde indrettes, mens endoch huorledis med successionen og Arffveliniernes
ordentligen paa hinanden følgende Rad blant Mand og Qvindekiøn skulde forholdes,
og paa huad manneer i den minderaarige Konges unge Alder (om slig minorennitet i
fremtiden sig maatte tildrage) Regimentet skulde føres og beskickes og herom
effter Voris eygen Naadigste tycke og Velbehag enn forordning at giøre, som de
da loffvet og med Eed sig forpligtet haffver at skulle være dennem, deris
Arffvinger og posteriteten een fundamental, det er uforanderlig GrundvoldsLow og
aff dennem udj alle sine puncter og clausuler effterkommes, saa at Vi, Voris
Egte LiffsArffvinger og deris descendenter udj ingen maade hemmelig eller
aabenbarlig derimod aff dennem eller deris Arffvinger og Effterkommere skulde
hindres og foruroliges, mens ydermeere med Eed forbundet sig imod alle og een
huer, i huem det være kunde, Indlændske eller udlændiske, som herimod skulde
ville handle eller tale, saadant at forsvare, Liff og ære, gods og blod derhos
at opsette, og at fra saadan deris pligt og skyldighed dennem, deris arffvinger
og Effterkommere ingen Venskab eller Fiendskab, frygt eller fare, gaffn eller
Skade, had, Affvind eller nogen menniskelig List og paafund udj ringeste maade
skulde affvende, og huad helles ydermeere deris underdanigste Løffter og tilsagn
ere, huormed bemeldte Voris kiere og tro undersaatter deris inderlige devotion
og kierlighed till Os og deris Hiertelig Attraa till Vores Kongelige Arffvehuses
florerende fremvext og tiltagelse og disse Vore ArffveKongerigers allmindelig
tryghed og rolig Velstand haffver vildet giffve tilkiende: Da haffve Vi ochsaa
saadann den Guddomlige forsiuns synderlige skickning og Voris kiere og tro
undersaatters store kierlighed og allerunderdanigste devotion till Os
tilbørligen offverveyet og betragtet, og derfor billigen [med rette] Vore tancker derhen vendet og rettet, saadann Regierings Form og Arffvesuccession at
forordne og beskicke, som sligt et EenevoldsArffveKongedømme og Regimente det
endeligen fordrer og udkreffver, huilcken Vii ochsaa med og udj denne KongeLow
saasom Kongedømmets rette uforanderlige fundamental Low, vill haffve forordnet
og beskicket, som skall holdes og agtes aff Voris Arffvinger, deris
Effterkommere og descendenter saavelsom og aff meenige Vore Kongerigers og
Landes Jndbyggere fra den Høyeste till den Laweste, ingen undertagen, for een
fuldkommen uryggelig og uimodsigelig forordning og Low till ævig tiid.
Bestemmelser om forfatningen
I. Den beste begyndelse till alting er at begynde med Gud. Det første derfore,
som Vi for alting ville udj denne KongeLow allffvaarligen haffve befalet, er: at
Voris Effterkommere, Børn og Børnebørn i tusinde Leed paa Færne [fædrene side]
og Mørne [mødrene side], EenevoldsArffveKonger offver danmarck og Norge ære,
tiene og dyrcke den eene rette og sande Gud paa den maade og manneer, som hand
sig i sit hellige og sande ord aabenbaret haffver, og Voris Christelige Troe og
bekiendelse klarligen derom formelder effter den form og maade, som den reen og
uforfalsket er bleffven foresatt og fremstillet udj den Augsburgiske confession
Aar et tusind fembhundrede og trediffve, og ved samme reene og uforfalskede
Christelige Troe holde Landsens Jndbyggere og den vældeligen haandhæffve og
beskierme i disse Lande og Riger mod alle Kiettere, Sværmere og Guds bespottere.
II. Danmarckes og Norges EenevoldsArffveKonge skal være hereffter og aff alle
undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høyeste hoffved her paa
Jorden offver alle Menniskelige Lowe, og der ingen anden hoffved og dommere
kiender offver sig enten i Geistlige eller Verdslige Sager uden Gud alleene.
III. Skall derfor ochsaa Kongen alleene haffve høyeste Magt og Myndighed till at
giøre Lowe og forordninger effter sin eygen gode Villie og Velbehag, at
forklare, forandre, formeere, formindske, ja og slet at opheffve forrige aff
hannem sielff eller aff hans Forfædre udgiffne Lowe (denne KongeLow alleene
undertagen, huilcken saasom Kongedømmets rette Grund og GrundvoldsLow jo
endeligen faar at bliffve uforanderlig og uryggelig), saa og at undertage huad
og huem hand lyster udaff Lowens allmindelige befalning.
IV. Skall og Kongen eene haffve høyeste Magt og Myndighed at isette og affsette
alle Betiente [embedsmand], høye og lawe, være sig huad naffn og titel de haffve
kunde, effter sin eygen frii Villie og tycke, saa at alle Embeder og
Bestillinger, i huad Myndighed de haffver, skall aff Kongens Eenevoldsmagt
saasom af een kilde haffve sin første oprindelse.
V. Kongen skall eene haffve Vaabens og VæbningsMagt, at føre kriig, slutte og
opheffve forbund med huem og naar hand det got befinder, Told og all anden
contribution at paalegge, efftersom een huer vel veed, at Riger og Lande icke
tryggeligen kand besiddes uden væbnet Magt, og KriigsMagt kand icke holdes uden
besolding, og besolding [løn til soldater] icke bringes till Veye uden Skatt.
VI. Skall og Kongen eene haffve høyeste Magt offver all Clericiet fra den
høyeste till den Laweste, at beskicke og anordne all kircke og Gudstieniste;
Moder, Sammenkomste og forsamblinger om Religions Sager, naar hand det raadeligt
eragter, biude, forbiude; og i allmindelighed, korteligen at sige, skall Kongen
eene haffve Magt at bruge alle Regalier og Iur. Majestatis, huad naffn de og
haffve kunde.
VII. Alle Regierigens ærinder, breffve og forretninger skall udj ingen end udj
Kongens naffn og under hans Signete udgaa, og skall hand altid sielff sin haand
underskriffve, om hand helles er kommen til sine myndige Aar.
Formynder og mindreårige regenter
VIII. Kongens myndige Aar skall agtes hans Alders fiortende Aar, det trettende
fuldendet, det fiortende begyndt, saa at, saa snart hand træder i sit fiortende
Aar, skall hand sielff offentlig forklare sig myndig at være og ingen Værge
eller Formyndere meer at vilde bruge.
IX. Kongens Værgemaal og Formynderskab, imedens hand er mindreaaring, skall i
alle maade saaledis beskickes, ligesom den nest for hannem Regierende Konge for
sin dødelig affgang skrifftligen derom forordnet haffver. Mens dersom ingen
saadann forordning eller sidste Villie fandtes, da skall dermed forholdes som
effterfølger, nemmeligen: Enckedronningen, som er den minderaarige Konges rette
kjødelige Moder, skall være Regiente, og hende till hielp og biistand i
formynderskabet tilføyes de siuff høyeste Kongelige Raad og Betiente, og skulle
disse samptligen forestaa Regieringen og alting effter de meste vota beslutte,
huor da dronningen skall haffve tvende Stemmer og huer aff de andre ickon een
stemme; og skulle alle breffve, befalninger og alle Regieringens ærinder altid
forrettes og udstedes i Kongens naffn, enddog de aff Regienten og samptlige
Regierende Formyndere underskriffves.
X. Er Enkedronningen, Kongens Moder, ved døden affgangen eller og træder paa ny
i Egteskabs Stand igien, da skall den neste Kongens Frende blant Printzerne aff
Blodet aff Voris needstigende Linier, som her i Riget er og altid kand bliffve
tilstede, være Regiente (dersom hand helles er kommen till sine myndige Aar, som
skall agtes at være hans Alders attende Aar, det syttende fuldendet, det attende
begyndt) og iligemaade haffve tvende Stemmers rettighed; og helles videre med
alting forholdes, som før er meldet.
XI. Men dersom forbeneffnde Printz aff Blodet icke endnu vaar kommen till myndig
alder, saa og helles om ingen Printz aff Blodet vaar forhanden, da skulle
offvenbemeldte siuff høyeste Kongelige Betiente Alleene forestaa og forvalte
Regieringen og Formynderskabet med lige magt og myndighed, og huer Persohn
haffve een Stemme, og saa alting fremdeelis effter den maade, som før er sagt.
XII. Dersom og nogen aff de Regierende Formyndere fattedes ved dødelig eller
anden tilfald, da skall de øffrige strax een anden, som dygtig till bestillingen
er, udj hans sted indsette, og huem da er hans Effterkommer i Eembedet, skall og
betræde hans sted og besidde hans sæde udj dette Regierende Formynderskab.
XIII. Regienten og samptlige Regierende Formyndere skulle strax svære Kongen
icke alleene huldskab og troskab, mens endoch i sær belangende deris
Formynderskab, at de i Kongens minderaarighed vill saaledis forestaa Regieringen,
at Kongens absolute souveraine EenevoldsMagt og ArffveRettighed i alle maade
uforkrencket og uformindsket hannem og hans Effterkommere bevares, og helles
alting saaledis styre og raade, som de det agter for Gud og Kongen at forsvare.
XIV. Og saa snart de haffve giort deris Eed og træder till deris Embedes
forretning, da skall det første de tager sig for være, at de strax uforhalet
forfatter, et rigtig inventarium, det er forteygnelse, paa disse Rigers og
underliggende Landes Stæder, Festninger, saa og Gods, Kleinodier, Penge,
Krigsmagt baade till Lands og Vands, saavelsom ochsaa all Kongens Jndtegt og
Udgifft, saa at heraff strax kand eragtes, udj huad tilstand de det Regierende
Formynderskab antræder, effter huilcken forteygnelse de og foruden nogen paaskud
igien haffver at giøre Regnskab og svare Kongen til alting og stande hannem till
Rette for all tiltale, saa snart han er kommen til sine Myndige Aar.
Regering og salvning
XV. Skall da derfor og hereffter aldrig disse Riger og Lande holdes for at være
foruden Konge, imedens Voris needstigende Linier varer paa Færne og Mørne, saa
at, saa snart een Konge ved døden affgaar, er strax virckligen og i gierningen
sielff Konge og fører Konge naffn og titel den, som ArffveLinien den neste at
være udviiser, og skall hannem strax Kongelige Mayestetes titel og ubundne
Eenevoldsmagt arffveligen være til og hiemfalden det samme øyeblick hans Formand
Aanden opgiffver.
XVI. Og enddog i det alle Stænder, Adel, UAdel, Geistlig, Verdslig, een ubunden
EenevoldsKongedømmes Magt Os og de aff Os needstiigende Linier paa Færne og
Mørne till ævig tiid Arffveligen haffver eengang offverdraget, hereffter strax,
naar een Konge ved døden affgaar, den neste i ArffveLinien Krone, Scepter og
EenevoldsArffveKongetitell og Magt det samme øyeblick eygner og tillkommer, saa
at ingen videre offverantvordning [formel overdragelse] i nogen maade behøffves,
efftersom Kongerne i Danmarck og Norge hereffter till ævig tiid, imedens nogen
af Voris Kongelig ArffveStamme er tilloffvers, ere fødde og baarne og icke
kaarede eller vallde Konger; icke dismindre, paa det all verden skall vide, at
Danmarckes og Norges Konger holder det for deris største høyhed at ydmyge sig
for Gud, og at de agte det for deris høyeste Magt og Vælde at være velsignet aff
Gud ved hans Ords Tienere till en lycksalig begyndelse paa deris Regimente, da
ville Vi og, at Kongen offentlig i kircken med dertil sømmelige ceremonier lader
sig Salve.
XVII. Men Kongen skall alldeelis ingen Eed eller nogen forpligt, i huad naffn
det og haffve kand, mundtlig eller skrifftlig fra sig giffve, effterdj hand
saasom een frii og ubunden EenevoldsKonge icke kand bindes aff sine undersaatter
ved nogen Eed eller foreskreffne forpligtelser.
XVIII. Kongen kand lade sin Salffvings høytidelige Fest holdes, naar hannem
lyster, enddog hand icke er kommen till sine fuldmyndige Aar; og er det jo før
jo bedre at annamme og bekomme Guds velsignelse og Herrens krafftige biistand,
som følger hans Salffvede; dog alt huad som ceremonier ickon angaar, dermed kand
forholdes, efftersom tidens leylighed det beqvemmeligst at være udviiser.
Arvefølgen
XIX. Og effterdj fornufften og den daglige forfarenhed nocksommeligen lærer, at
een samblet og sammenknyttet magt er langt sterckere og aff støre krafft og fynd
end den, som er adskillt og adspred, og jo større vælde og herredømme een Herre
og Konge besidder, jo tryggere leffver hand og hans undersaatter for alle
udvortes Fienders anfald: da ville Vi ochsaa, at disse Vore ArffveKongeriger
Danmarck og Norge, sampt alle de dertill hørende provincier og Lande, Øer,
Festninger, Kongelige herligheder og Rettigheder, Kleinodier, Penge og alle
andre mobilier [ejendele gods], Krigsmagt og Rustning baade til Lands og Vands,
saavelsom ochsaa alt huis Vi nu med sær Eyeres Rett besidde, eller hereffter
enten aff Os eller aff Voris Effterkommere med Sverdet vindes eller ved arff og
nogen anden lowlig titell og middel forhuerffves kand, altsammen, intet
undertaget, skall uskifftet og udeelt være og bliffve under Een Danmarckes og
Norges EenevoldsArffveKonge; de andre Printzer og Printzesser aff Blodet lade
sig nøye med haabet og bie, indtill radden [rækkefølge] omsider kommer till
dennem og deris Linier, Een effter anden.
XX. Og saasom Wi nu i foregaaende haffve anordnet og som een høyestnødvendig
artickel i denne KongeLow allffvaarligen ville at skulle ubrødeligen og uden all
imodsigelse holdes, at nemmelig disse Vore Riger og alle de Lande, som Vi nu
virckligen besidde eller og i fremtiden kunde haffve ArffveRett og billig
tiltale till, ingenlunde maa adskillies, skifftes eller deelis, saa ville Vi
ogsaa, at da derimod de andre Kongelige Børn med nødvendig og reputeerlig
underhold, deris Stand nogenlunde gemess, aff Kongen forsørges, huormed de og i
alle maade skulle lade sig nøye, enten de i reede penge eller i Landgods
bliffver afflagt, og dersom Landgods, være sig under huad høy æretitell det være
kand, dennem forundes og tillegges, skulle de den Aarlige Jndkomst, nytte, brug
og frugt alleeniste deraff deris Liffstiid haffve sig at tilleygne, Eyendommen
sampt all Kongelig offvermagt stedse hos Kongen forbliffvende; huilcket og i
ligemaade om dronningens Liffgedinge [underhold der tillægges en person] er at forstaa.
XXI. Jngen Printz aff Blodet, som her i Riget er og udj Voris Gebeet sig
opholder, maa giffte sig eller aff Landet reyse eller begiffve sig i fremmede
herrers tieniste, med mindre hand aff Kongen forloff dertill erlanger.
XXII. De Kongelige døttre og Systre skulle med Fyrstelig underhold forsiunes,
indtill de med Kongens Villie og Vidskab træder i Egteskabs Stand, da de med een
Fyrstelig Brudskatt
i reede penninge skall forsørges effter Kongens eygen milde behag, og derimod
fraskriffve sig fra nogen videre underhold hos Kongen for dem eller for deris
Børn at søge og begiere, indtil Arffvesuccessionen udj Regieringen dem kunde
tilfalde.
XXIII. Dersom Kongen ved døden afgaar, og den Neste i Linien till
Arffvesuccessionen udj Regieringen er da udeaff Riget, naar Arffven hannem
tilfalder, da skall hand strax, alle andre ærinder till side satt, uforhalet her
ind i sit Rige dannemarck begiffve sig, at bo og holde hoff, og Regieringen
strax antræde. Og dersom samme neste i Linien og da rette EenevoldsArffveKonge
icke indstiller sig inden trej maaneders forlob, som er at beregne fra den
første dag, hannem forrige Konges dødelig affgang bliffver forkyndet og anmeldet,
da skall, med mindre hand ved siugdom eller anden uomgengelig tilfald lowligen
vaar forhindret, i hans Sted være Konge den neste effter hannem udj Linien, som
helles effter hans død er nest till Arffven. Med Statholderiet og Regimentets
forvaltning imidlertid, indtill Kongen kommer, skall forholdes saasom i
KongeLoven om det Regierende Formynderskab er anordnet.
XXIV. Printzerne og Printzesserne aff Blodet skulle haffve den øffverste sted i
Sæde og gang effter Kongen og dronningen og iblant sig sielff haffve præcedentie
og offversted, ligesom Linien udviser dem at være nest til Arffvesuccessionen
udj Regieringen.
XXV. De skulle og for ingen underdommere svare, mens deris første og sidste
dommer skall være Kongen, eller huem handsærdeelis dertill forordner.
XXVI. Huad som nu udj foregaaende om Kongens Eenevoldsherredømmes Magt og høyhed
sagt er, og dersom noget helles kunde være, som icke nu især vaar udtryckeligen
forklaret, er tillsammen korteligen begrebet i disse faa, mens fyndige ord, at:
Danmarckes og Norges Konge er een frii høyestfuldmegtig EenevoldsArffveKonge,
saa at alt, huis om een absolut, souverain, Christen ArffveKonge kand til beste
siges eller skriffves, det skall altsammen ochsaa om danmarckes og Norges
EenevoldsArffveKonning udj den yndeligste og beste meening forklares og udtydes,
huilcket og iligemaade om Danmarckes og Norges EenevoldsArffvedronning er at
forstaa, naar Arffvesuccessionen udj Regieringen nogen Printzesse aff Blodet i
sin tid skulde tilfalde. Og efftersom den daglige forfarenhed og andre Landes
ynckelige exempler nocksom udviiser, huor skadeligt det er, naar Kongers og
Herrers mildhed og fromhed saaledis misbruges, at deris Magt og Myndighed aff
een eller anden, ja end og undertiden aff deris eygne nærmeste og høyestbetrode
Tienere fast usiunligen dernnem beskæres, og i saa maade det gemeene beste
ligesaavel som Kongerne sielff lider største forfang [skade forurettelse] og affbreck, saa at det mangesteds høyligen haffde været at ynske, at Konger og
Herrer med større nidkierhed haffde holdet offver deris myndighed, end tiit og
offte skeet er: da ville Vi og allffvaarligen haffve Voris Effterkommere
EenevoldsArffveKonger offver Danmarck og Norge befalet, at de med et nidkier og
vaagendes øye giffve agt paa at holde deris ArffveRettighed og absolute
souveraine, det er EenevoldsMagtes, høyhed uforkrencket, ligesom den nu aff Os
her udj denne KongeLow dennem til ævindelig Arff fuldkommen er forestillet, og
derfor ogsaa till dens ydermeere bestyrckelse nu hermed strengeligen biude og
befale, at dersom nogen, være sig huem det være kunde, skulde understaa sig at
udvircke eller forhuerffve noget, som kunde i een eller anden maade være Kongens
absolute souveraine Eenevolds Magt til affbreck og forfang, skall dog alt, huis
saaledis kand være tilsagt og erlanget, holdes for usagt og ugiort, og de, som
sig sligt forhuerffvet eller tilsneget haffver, straffes som de, der Mayesteten
beleydiget og imod Kongens Eenevoldsherredømmes høyhed groffveligen sig
forgrebet haffver.
XXVII. Og som Vi tilforne sagt haffver, at Een alleene skall være EenevoldsKonge
og Herre offver disse Riger og alle Os underliggende Lande eller som i fremtiden
kunde tillagde vorde, og de andre Kongelige Børn at skulle lade sig nøye med
huis Kongen dem till nødvendig underhold, deris Stand nogenlunde gemess, vill
forunde, og med det haab, de haffver i sin tiid till Arffvesuccessionen udj
Regieringen: Saa ville Vi nu, all tvist og striid at forekomme og at affverge,
korteligen her anordne, i huad rad og paa huad maade og manneer Een effter anden
i sin tid Arffveligen udj Regieringen haffver at succedere. Skall derfor
Sverdsiden [den mandlige del af slægten] udj rett lowlig Egteskab afflet altid
først Arffesuccessionen udj Regieringen tillhøre, og imedens Mand aff Mand er
tilloffvers, saa lenge skall huercken Qvinde aff Mand ey heller Mand eller
Qvinde aff Qvinde kaldes, og alldeelis ingen af MørneStammen [den kvindelige del
af slægten] Kronen arffve, saa lenge paa FæderneStammen nogen LifsArffving
findes, saa at end och Qvinde aff Mand skall gange for Mand aff Qvinde.
XXVIII. Skall og i Arffvetallets Rad at mercke alt Linierne nøye tages i agt,
saa at der icke for Alderens skyld springes aff Linie i Linie, mens Sønnen
træder strax i Faderens sted, og imedens udj den første Mannlige Linie nogen
MandsPersohn findes, skall den anden Mannlige Linie intet kunde arffve, og saa
fremdeelis Linie effter Linie. Naar da endeligen Arffvesuccessionen udj
Regieringen till Qvindekiønnet falder, da træde først frem de aff Os paa
Færnestammen ved Sønnerne needstigende QvindeLinier og dereffter omsider de, som
aff Os paa MørneStammen ved Døttrene needstige, alt Linie effter Linie, Een
effter anden, og Førsteføddes Rett altid taget i agt, saa at, korteligen,
Sverdsiden altid gaar for, de Mannlige Linier altid først, og saa blant dem, som
ere lige i Linie og Kiøn, den Eldere stedse foregaar den yngere og niuder
Førstefødis Rett.
XXIX. Og paa det at jo alting saa klart maa for øyne stilles, at ingen i
fremtiden med nogen billigheds [retfærdighed rimelighed] skin skal kunde forevende nogen tvistige ords vanskelighed i denne KongeLowens forordning, da
ville Vi den med Voris eygen Kongelige Børns naffne i sær, saasom til Exempel,
forklare. Naar Vi derfor effter Guds villie og behag denne Jordiske Krone imod
den ævige og himmelske afflegge og forbytte, da skall danmarckes og Norges og
alle Vore Landes fuldkomne, ubundne, høyestfuldmegtige EenevoldsKongedømme og
herskab Voris Førstefødde Søn Printz Christian arffveligen tillhøre, saa at, saa
lenge udj de aff hannem needstigende Mannlige Linier (enddog hand sielff kunde
være ved døden affgangen, førend Arffvesuccessionen udj Regieringen hannem
virckligen vaar hiembfalden) nogen Mannlig Arffving findes, skall huercken
Printz Georg [Frederik 3’s yngste søn (1653-1708)] og hans Linier eller hans
Systre og deris Linier den allerringeste part aff Vore Riger og Lande arffve.
XXX. Er da den Manlige Slegt aff Printz Christians Sønner og SønneSønner udj
tusinde Leed uddød, da træde først frem Voris anden Søns Printz Georgs Manlige
Linier og besidde Vore Rigers og Landes EenevoldsKongedømmes magt till ævindelig
arff, alting uskifftet og udeelt, som før er sagt, alt Een effter anden, Mand
effter Mand, Linie effter Linie, imedens Mand aff Mand er tilloffvers, Alderen
taget i agt alleene blant dem, som ere lige i samme Linie og Kiøn, saa at den
Eldere Broder altid foredrages den yngre, om endskiønt den Eldre vaar fød,
førend hans Fader bleff Konge, og derimod den yngre afflet aff sin Fader,
effterat Arffvesuccessionen udj Regieringen virckligen vaar hannem hiembfalden;
Og skall effter foreskreffne maade med alting lige saaledis forholdes, om Gud
ydermeere Voris Egteskab med fleere Mannlige Arffvinger velsignede.
XXXI. Skulde det da hende sig (huilcket Gud Naadeligen forbiude), at all den
Manlig Slegt aff Sverdsiden alldeelis vaar uddød, da skall Arffvesuccessionen
udj Regieringen tillhøre den sidste Konges Sønners døttre og deris Linier, om
nogen findes, huis icke, da hans eygne døttre, først den Eldste og hendes
needstigende Linier, siden de andre og deris needstigende Linier, Een effter
anden, Linie effter Linie, og blant dem, som ere lige udj samme Linie, altid
Kjønnet først agtes og siden Alderen, saa at Sønnen stedse gaar for daatteren,
og siden den Eldere foregaar den yngere, huilcket altid skall tages i agt.
XXXII. Lader hand da heller ingen døttre effter sig, da skall den Printzesse aff
Blodet, som hannem paa FæderneStammen hører nest till, Arffvesuccessionen udj
Regieringen være hiembfalden og hendes Linier, een effter anden, paa den maade,
som før er sagt.
XXXIII. Dernest skall den sidste Konges neste Frencke [kvindelig slægtning] og Slegt, som dog er udj de aff Os ved Sønnerne needstigende QvindeLinier,
Arffveligen udj Regieringen succedere, og hendes Børn og Børnebørn effter hende,
Een efter anden, Linie effter Linie, paa den maade, som før er forklaret.
XXXIV. Er da Voris Sønners Linier Mandkiøn og Qvindkiøn gandske uddød, da komme
Radden till Printzesserne Vores døttres Linier, og først till Printzessen Anna
Sophia saasom den Eldste og hendes Børn og Børnebørn i tusinde Leed; siden till
de andre, alt Een effter anden, Linie effter Linie, saa at dog stedse blant dem,
som ere lige udj samme Linie agtes Kiønnet først og siden Alderen, Søn for
Daatter og siden den Eldre for den yngre: og imedens Een aff Voris Blod er
tilloffvers, hører disse Rigers og Landes EenevoldsKongedømme og Herskab samme
Printz eller Printzesse arffveligen till, Linie efter Linie, Een efter anden.
XXXV. Den Eldre daatters daatter i tusinde Leed skall altid foregaa den yngre
daatters Søn og daatter, og maa icke springes aff Linie i Linie; men den anden
Linie bie effter den første, den tredie effter den anden, den fjerde effter den
tredie, og saa fremdeelis.
XXXVI. Men dersom Arffvesuccessionen udj Regieringen kommer til een Daatters
Søn, og hand lader Mannlige Arffvinger effter sig, da skall med de aff hannem
needstigende Mannlige Linier alting forholdes, saasom Wi om de aff Os
needstigende Manlige Linier forordnet haffver, at alle de aff hannem kommende
paa FærneStammen og Sverdsiden skulle da fremfor alle andre arffveligen udj
Regieringen succedere, Een effter anden, Linie effter Linie, den Eldre altid for
den yngre, saa at, korteligen, Mand aff Mand gaar først for Qvinde aff Mand, og
siden Ovinde aff Mand gaar for Mand og Qvinde aff Qvinde, og dernest videre med
alting forholdes, som før er sagt.
XXXVII. Det er Døttrene og døttrenes Børn og Børnebørn i ævindelig rad, som
Arffvesuccessionen udj Regieringen skall tillhøre, og icke døttrenes Mænd, som
aldeelis intet med disse Rigers Eenevoldsherskab skulle sig befatte, og i huor
høye og megtige de hellers kunde være i deris eygne Lande, skulle de dog, naar
de herudj Riget ere, alldeelis ingen magt sig tileygne, mens altid ære
Arffvedronningen og hende den høyre haand og ypperste sted giffve.
XXXVIII. Blant Børn og Børnebørn regnes endoch fosteret, saa at, om end skiønt
det først effter Faderens død fødes till verden, niuder det dog strax sin
tilbørlige Sted og Rad i Arffvetallet saavelsom de andre.
XXXIX. Og effttersom Vi aff Guds milde og Faderlige velsignelse visseligen
haffve at haabe og formode, at Voris Kongelige Arffvehuus og Stamme ævindeligen
skall blomstre og mangfoldeligen voxe og formeeres, da paa det i fremtiden
formedelst de needstigende og tverstigende Liniers mengde icke nogen tvist og
irring [ophidselse] udj alderen eller confusion blant Linierne skulde
foraarsages, ville Vi saa og hermed alffvaarligen biude og befale, at, naar
nogen aff Voris Stamme Søn eller daatter fødes, Forældrene da samme Printzes
eller Printzesses naffn og fødselsdag uden forsømmelse lader Kongen anmelde og
forkynde, saa frembt de agter nogen ArffveRett til disse Riger og Lande i sin
tiid at ville prætendere, og derimod igien aff Kongen et documentum
insinuationis, at de nemmelig sligt tilbørligen haffver tilkiende giffvet,
begierer, huoraff da Gienparten udj Voris Archivo skall giemmes, og helles ogsaa
et rigtig SlegtRegister offver Voris Kongelige Arffvestamme altid holdes og der
bevares.
XL. Alt det, som hidindtil om Børn og Børnebørn i tusinde Leed er meldet, er
altsammen at forklare og udtyde om rette Egtebørn og ingen anden. Rette
EgteSønner og Egtedøttre, afflede udj ret lowlig Egteskab aff den aff Os
needstigende Kongelige ArffveStamme, ere alleene at forstaa ved de Børn og
Børnebørn, som udj KongeLoven omtales.
Saa haffver Vii nu, saa viit som menniskelig forsigtighed mueligt er, alting paa
beste viis og manneer ordnet og stillet, og saasom Os haffver siunet best og
beqvemmest all Skade og ulempe at kunde affverges, og Vores inderlig elskede
undersaatter at kunde udj fred og rolighed foruden frygt for indvortes tvist og
oprør tryggeligen bygge og bo. Menniskens endoch de allerviiseste anslag ere dog
udj Guds haand, og i huor viselig een ting begyndt er, saa er det dog Gud, som
giør enden og udgangen derpaa effter sin behagelige villie, udj huis
Guddommelige forsiun og Faderlige beskermelse Vi Voris Kongelige Arffvehuus og
Vore Riger og Lande og deris Jndbyggere til ævig tid befale.
Giffvet paa Vort
Slott Kiøbenhaffn, den 14. Novemb. Aar 1665.
Under vort Zignete
Friderich.
ad manclatum Sæ Regiæ
Majestatis proprium
P. Schumacher
Kilder bl.a. www.danmarkshistorien.dk ved Aarhus Universitet.