Tiden
I disse år, er der mange der skal på rejse til Seniorland – de forlader arbejdsmarkedet og går på efterløn eller pension.
Seniorland er et dejligt, spændende og nyt land at komme til. Men rejsen dertil er ikke uden tankevækkende oplevelser. Fra manglen på sladder over tidens forandring, kroppens træge forandringsvilje, sjælens reflekser til tankerne om livets sidste årstid.
Indhold:
•
Tiden blev min egen •
Sladderens velsignelser •
Kroppens
forandringsvilje • Sjælens reflekser •
Den sidste årstid • At
blive gammel.
Tiden
Når vi rejser til Seniorland, bevæger vi os til en verden af muligheder, som vi ikke har haft før. For første gang i livet bestemmer vi selv over vores egen tid. Da vi var børn bestemte forældrene, i børnehaven var det pædagogerne, i skoletiden lærerne og på arbejdspladsen cheferne.
Nu står vi så dér med alle frihedsrettighederne – hvis de da ikke er deponeret hos ægtefællen.
Først og fremmest er der dét med tiden. Hvor herligt selv at kunne bestemme over dén, der i 40 år har været styret af en kalender både før og efter klokken 16. Vi tror nu, at vi kan spare pengene til en Mayland. Hvilket viser sig, at være en ganske naiv tankegang. For omverden er jo fortsat bundet til dette 365x24 timers redskab. Foredrag, teaterture, kaffeslabberas og fødselsdage er stadig knyttet til en dag og en time.
Jeg har hørt flere bekendte, som med glæde har fortalt, hvordan de har sørget for at arrangere en masse ting, den dag de bliver pensionister; kurser, foreningsliv, foredrag, komsammener. Men hvor trist er det ikke at se, hvordan de gentager deres livslange aktivitetsrytme – den, som de jo netop havde glædet sig til at komme ud af! The show must go on. Måske netop med en ubevidst angst for at komme til at kigge ned i et stort mørkt hul, som de gennem hele arbejdslivet er flygtet fra gennem en fortravlet tilværelse.
Men med lidt øvelse er det imidlertid muligt at undgå at tage forskud på de mange uger og dage, som endnu ikke er oprunden. Således, at den nye dag, når vi vågner, kan sige. ”Godmorgen. Her er jeg så, din nye dag. Hvad vil du bruge mig til?”
Sladder
Mens det står på, skønner vi slet ikke på det personalegode arbejdspladsen beriger os med, nemlig at kunne modtage og udveksle sladder og gode rygter om andre. Det er jo altid rart at lade de andre bære de byrder, vi ikke selv vil tage på os.
Vi har tilmed mulighed for at skændes med cheferne, som jo ofte er autoritære og umulige.
I Seniorland er disse muligheder væk, og der er kun ægtefællen tilbage. Så enten må vi på hjemmefronten forstærke lydniveauet overfor ægtefællen, og finde naboer der kan blive nye skydeskiver for vores sladder – eller også må vi stille os op foran spejlet og se vore egne skyggesider i øjnene. Tage dén indre kamp det er, at overtage egne komplekser, som vi behændigt, med syndebukkens hjælpemidler, har ladet gamle kolleger og chefer bære for os. Med risiko for, at vi i en periode bliver en indadvendt, vrissen personage - og det er vistnok mestendels mændene, siges det – mens vi går og kaperer egen andel af de uheldige karaktertræk, som vi hidtil så rundhåndet har delt ud til kollegerne.
Kroppen forandres
Ofte hører vi om folk der, efter et meget aktivt arbejdsliv (læs: stresset), pludselig dør, kort efter de er holdt op med at arbejde. Just som de og familien glædede sig til rejsen ind i det fredfyldte Seniorland.
Heri ligger nemlig faren: stress er ofte ikke livstruende, mens det står på. Det er først når vi går i hvile, at symptomer og risiko opstår. Livsenergien rutsjer så at sige fra top til under bundlinjen, hvor sygdom og død truer.
Derfor skal vi trappe ned i god tid, inden afrejsen til Seniorland
påbegyndes.
Alligevel kan vi godt under den første tids ophold i dette nye land opleve
mangeartede hypokondriske kropsymptomer. Et tjek hos sundhedsvæsenet vil
selvfølgelig i sådanne tilfælde være en god idé. Men mange vil givetvis klare
frisag ved helbredstjekket og opdage, at symptomerne forsvinder helt af sig selv
nogle måneder efter ankomsten.
Krop og hjerne har ikke den fornødne hurtige forandringsvillighed, som tidens trend ellers fordrer. Det tager lidt tid at omstille sig til den nye livsrytme. Det er immervæk et helt arbejdslivs fastlagte rytmer der skal forandres. Og imens får man netop de symptomer, som udrensningen er ved at hele
Drøm om broer
Også sjælen skal indstilles på den lange rejse ind i Seniorland. Undervejs kan vi såmænd godt få lidt rejsefeber, som kan arte sig på besynderlig vis.
Vel ankommet til rejsemålet, kan vi op til weekenderne stadig begynde at stresse, fordi det hele skal nås fredag-søndag, hvor vi jo plejede at have ”fri”: besøg, indkøb og arrangementer skal gøres. Og hen under søndag aften kommer der måske den sædvanlige anspændthed og begyndende mandagssurhed, fordi vi, vanen tro, forbereder os til den kommende uges donter.
Selv nattens drømme kan finde på at varsle sjælens omstillingsprocesser til det nye livsafsnit. Drømme om død, rejser der skal foretages, broer der skal passeres og afsked med kendte steder og personer kan blive en del af nattens film. Men - forhåbentlig - også drømme med nye ting, steder og mennesker.
Døden på vej
På vej til rejsemålet, eller kort efter man er nået frem, kan en ny erkendelsen røre på sig: at vi nu har taget fat på det sidste kapitel af livets fire årstider: barndommen, ungdommen, arbejdslivet og nu - alderdommen.
Vi taler også om livets sensommer og efterår - men besynderligt nok dog aldrig om livets vinter.
Gennem livet ser vi altid hen til noget fremtidigt: at blive voksen, at få job, at blive forfremmet, at få mindre travlt, at blive pensionist, at i morgen, så.... I forlængelse af den fjerde årstid er den næste store livsforandring også afslutningen (døden kan vi ikke rigtig lide at kalde det) – og det er jo ikke en eftertragtelsesværdig fremtidsvision at tumle med.
Disse tanker og følelser - som vi helst ikke vil være véd, endsige snakke om - skal vi prøve at give den plads, som de i vor nye tidsalder gør krav på. Forholde os til dem og få dem placeret på en hensigtsmæssig måde i livets fremtidsperspektiv. Når de er vel bearbejdet i psyken, falder de ofte til ro igen, og gør ikke umiddelbart krav på vores fortsatte opmærksomhed.
Vil gerne blive gammel
Når jeg har omtalt livsprojektet som Seniorland, er det fordi alle de andre ord for dette lyder knapt så fascinerende: vejen til alderdommen og pensionisttilværelsen.
I dag bliver vi nemlig ikke gamle men ældre, vi kalder os helst ikke pensionister men seniorer. Ordet 'senior' har imidlertid samme betydning. Det er latin og betyder slet og ret 'ældre' – og er i øvrigt i familie med ordet 'senil'.
Men, som en klog kone engang sagde til mig: ”Jeg vil gerne blive gammel. Men jeg vil ikke være gammel.”
Hun blev gammel.