Århus midtby
Århus midtby
I 1801 var Århus Købstad, det vil sige midtbyen, ikke særlig stor. Den var landets sjettestørste by, overgået af København, Odense, Aalborg, Helsingør og Randers.
Århus midtby har været det, der var selve byen Århus, med en århundred-gammel historie bag sig. Den lange og omfattende byhistorie skal ikke fortælles her. Det vil kun være et kalejdoskopisk kig på midtbyens vækst de sidste par hundrede år i meget korte træk. Lidt mere om historien kan læses under Byens historie og navn.
Kort over Århus midtby, Købstads og markjorder
Mejlgades Port efter 1851
Studsgades Port
Udsnit tegninger af Fr. Visby
I gamle dage var Århus omgivet af plankeværker, der fungerede som bygrænse. Adgangen til byen foregik gennem 7 byporte, der for det meste kun bestod af trælåger. Her blev der betalt told (accise) af indførte varer. Da tolden blev afskaffet i 1851, blev portene fjernet. Portene havde navne efter deres beliggenhed: Mejlgades Port, Studsgades Port, Munkeport. Vesterport, Mølleport, Brobjerg Port (også kaldet Frederiks Port) og Mindeport.
Brobjerg Port blev nyombygget i 1824, da kong Frederik 6. besøgte byen. I denne anledning fik den navnet Frederiks Port efter kongen.
Mejlgades Port lå i 1600-tallet i nærheden af den nu forsvundne Smedegyde, en lille gade mellem Mejlgade og stranden lidt syd for Nørreport. Porten blev flyttet tre gange i 1700- tallet og var til sidst placeret helt ude ved Molsgade.
En medvirkende årsag til den hyppige flytning af portene var de mange købmandsgårde, der blev bygget i disse år. I konkurrence om at være den første til at handle med bønderne, når de kom til byen med deres varer, søgte købmændene at placere sig så nær byporten som muligt.
Kort over Byen Aarhuus 1796 med byporte
Byen Århus var i 1801 kun 1,2 km fra nord til syd i sin længste udstrækning, og 900 meter fra vest til øst. Den dækkede kun lidt over en halv kvadratkilometer, og man kunne gå fra den ene ende til den anden på under et kvarter.
På det tidspunkt var der 30 gader, hvori boede der 4102 indbyggere fordelt på 942 husstande. Der var godt 600 ejendomme fordelt på 258 huse, 235 gårde og 88 lejeboder, Lejeboder var huse, hvor fattige familier lejede sig ind; i de 88 lejeboder boede der 292 familier.
Arbejdere i Vestergade 1910
I 1920 havde Centralværkstedet
1000 ansatte
Otto Mønsteds Margarinefabrik
får lastbiler
I begyndelsen af 1800-tallet var bolig og arbejdsplads oftest sammenfaldende. Håndværksmestrene boede hvor de havde værksted, ofte boede hans ansatte og tjenestefolk også på samme adresse. Købmanden boede i købmandsgården med krambod, kornloft og varelager. Postmesteren, amtsforvalteren og biskoppen havde kontor i samme ejendom, som de boede.
Frem til 1845 voksede byen til 7860 indbyggere, der stort set boede i samme område, hvorved befolkningstilvæksten blev stor i midtbyen, særligt i Frederiksgade, Mejlgade og omkring torvene. Men uligheden mellem rig og fattig blev også større. Omkring en tredjedel var så fattig, at de var fritaget for at betale skat.
Frem til 1880 blev de gamle bygrænser ophævet, byen opkøbte jorder syd for byen, jernbanen blev bygget og den nye bydel Frederiksbjerg voksede. Byen rundede de 25.000 indbyggere. Med de nye store arbejdspladser som Ceres bryggeriet, Frichs fabrikker, jernbanen, Centralværkstedet og den voksende kommunale administration, skete der også en ændring i erhvervsgrupperne. Nu dukkede professioner som fuldmægtige, kontorister, bogholdere og lignende op. Også selverhvervende som blomsterhandlere, møbelhandlere, ostehandlere og kulhandlere kunne findes i bybilledet.
En befolkningsgruppe som fyldte godt i bybilledet i 1800-årene var militærfolk som var tilknyttet byens kaserner. I 1801 beskæftigede militæret hver tredje mand over 20 år. Dette tal faldt dog med årene, i 1845 var det hver tiende for i 1880 af være faldet til 8 procent af den voksne mandlige befolkning.
I starten af 1800-tallet var størstedelen af styrken indkvarteret hos private, mod at kommunen betalte herfor med en skilling i døgnet pr. soldat. Det var dog hovedsageligt kun byens rigeste borgere, der havde plads nok til disse indkvarteringer.
I starten af 1900-tallet havde Århus fået en del større virksomheder med mange ansatte. Blandt andre Centralværkstedet der havde 1000 ansatte i 1920, Aarhus Oliefabrik 780 ansatte. Korn- og Foderstofkompagniet beskæftigede 120 personer, Otto Mønsteds Margarinefabrik havde 243 ansatte, chokoladefabrikken Elvirasminde 234 ansatte. Herudover havde byen Thomas Ths. Sabroe, De Forenede Jydske Farverier og Trikotagefabrikker og Aarhus Glasværk i Ole Rømers Gade.
Herefter voksede byen i alle retninger og fik sine forstæder, som er omtalt særskilt under bykvartererne.